Fanget i Farten – uge 15
Privatøkonomi: 7.klasserne på Arden Skole er nu skrappe til privatøkonomi. Eleverne deltog nemlig i Pengeugen, der i år blev afviklet fra 14.-18.marts. Det er Danmarks Matematiklærerforening og Finansrådet, der i samarbejde hvert år sætter fokus på privatøkonomi. I år deltog mere end 21.000 elever i Pengeugen.
NOGET for livet: I weekenden promoverede NOGET for livet Mariagerfjord Kommune ved Forårsmessen i Aalborg Kongres & Kulturcenter. NOGET for livet er en brandinggruppe drevet af lokale ildsjæle. På messen bød de på smagsprøver fra Bies Bryghus og Vebbestrup Flødeis samt en snak om det at bo og leve i Mariagerfjord Kommune. Se mere på www.mariagerfjord.com
.
10 års jubilæum: I går, mandag den 11. april, var der festlig stemning på Lille Vildmosecentret. Denne dag kunne centret fejre sit 10 års jubilæum. Dette blev festligholdt med særligt indbudte gæster. Lille Vildmosecentret åbnede første gang dørene den 11. april 2006 – en i øvrigt kold og blæsende forårsdag.
Generalforsamling: I aften, tirsdag den 12. april, er der generalforsamling i Støtteforeningen for Børnehuset i Rostrup.
Forårskoncert i Rostrup: Tirsdag den 12. april er der forårskoncert i Rostrup Kirke. Koncerten er med kirkens voksenkor, og der er også fællessang på programmet.
Kirsten Hüttemeier: Onsdag den 13. april holder Henrik Bugge Mortensen foredrag i St. Brøndum Forsamlingshus. Her vil han fortælle om sine oplevelser med Kirsten Hüttemeier, kendt fra bl.a. ”Hüttemeiers Madmagasin” og utallige opskrifter i ugeblade. Kagebordet, der serveres ved foredraget, er selvfølgelig efter Kirsten Hüttemeiers opskrifter.
Suppemøde: Onsdag den 13. april inviterer Skørping Borgerforening igen til suppemøde med Borgmester Leon Sebbelin. Det foregår i Verandaen på KulturStationen i Skørping.
Baby-tegnsprog: Torsdag den 14. april er der åben legestue på Støvring Bibliotek. Her vil sprogpædagog Christina Jensen komme forbi og fortælle om babytegn. Babytegn kan udføres allerede fra 8mrd.s-alderen og er med til at fremme babys sproglige udvikling. Babytegn er et supplement til det talte sprog og hjælper baby til at udtrykke sine behov og ønsker. Arrangementet er udsolgt, men det er muligt at blive skrevet på venteliste og komme med på et afbud.
Thyra Frank: Torsdag den 14. april holder Thyra Frank foredrag i Skørping-Fræer Sognegård. Foredraget har titlen ”Livsglæde og Stjernestunder”, og er det andet foredrag i Menighedsrådenes Foredragsrække 2016. Mandag den 11. april kunne Thyra Frank desuden opleves som fortæller i Fortælleværkstedet i Terndrup. Læs mere i en kommende udgave af Vores Avis.
Bogsignering: Fredag den 15. april kan du møde Susanne Longhi i Bog & Idé i Støvring. Susanne Longhi har skrevet bogen ”Livet i en glasklokke” om at leve med Asperger og ADHD. Ved arrangementet fredag den 15. april, vil Susanne Longhi signere bøger for kunderne.
Fællesspisning: Fredag den 15. april er der Forårs-fællesspisning i Siem Forsamlingshus. Forud for middagen inviteres børnene til at deltage i en aktivitet, hvor der skabes en mini sandskulpturfestival.
Nulle – for fuld musik: Nulle, Danmarksberømt som den ene halvdel af Poul & Nulle, er en ægte spillemand, der kan vride toner ud af klarinetten, så publikum både griner og får tårer i øjnene. På Europas gader og stræder, har Nulle gennem årene optrådt med andre spillemænd. Dette er nu blevet til Verdensorkestret. Sammen besøger de KulturStationen i Skørping fredag den 15. april, hvor publikum kan glæde sig til et brag af en koncert.
Thomas Buttenschøn: I løbet af det seneste halve år, har musikker og sanger Thomas Buttenschøn optrådt flere gang i vores lokalområde. Ofte i selvskab med Carl Quist-Møller. Denne gang kan Thomas Buttenschøn opleves solo i Kulturhuset i Arden. Det er fredag den 15. april, hvor Thomas Buttenschøn vil underholde med musik, sange og gode historier.
Loppemarked: Lørdag den 16. april holdes der loppemarked ved Købmanden i Rostrup. Min Købmand har selv gode tilbud på ting og sager fra gemmerne, og udenfor på p-pladsen vil byens borgere stille op med loppemarked/bagagerumssalg med alskens sager.
Søndagsdans: Søndag den 17. april inviterer Spillemands-, jagt- og skovbrugsmuseet i Rebild igen indenfor til søndagsdans. Søndagsdans er et ugentligt tilbagevendende arrangement, hvor Rebildspillemændene spiller op til god gammeldags dans – og alle er velkomne. Der danses hver søndag frem til og med 26. juni.
Jacob Haugaard: Søndag den 17. april gæster Jacob Haugaard Skørping med to helt unikke arrangementer. Allerede først på eftermiddagen kan den kendte entertainer opleves – ganske gratis – når han står for prædikenen i Skørping Nykirke. Herefter holder han foredrag på KulturStationen. Der skal købes billet til denne del af arrangementet. Foredraget tager udgangspunkt i Jacob Haugaards eget liv, og her er der slet ikke så få erfaringer at trække på. Jacob Haugaard er kendt som komiker, musikker, skuespiller og tekstforfatter m.m., men har også været sømand, pædagog, murerarbejdsmand, huslærer og folketingsmedlem. Arrangementerne afvikles som en del af Sognedagen 2016.
Banko: Onsdag den 20. april inviterer Støtteforeningen for Kammas Børneunivers til banko-spil i Klubhuset i Astrup.
Folkemusikseminar: Igen i år afholder Himmerlands Folkemusikskole Folkemusikseminar. Det foregår på Skørping Skole i Bededagsferien, 21. – 24. april. Folkemusikseminaret er en årligt tilbagevendende begivenhed.
Jason Watt: Torsdag den 28. april holder den tidligere professionelle racerkører Jason Watt foredrag i Øster Hornum Hallen. Foredraget har fået titlen ”Fordi jeg vil”. Her vil Jason Watt, med udgangspunkt i eget liv, komme ind på temaer som motivation, vilje og engagement. Efter foredraget tages temaerne op til efterfølgende diskussion blandt tilhørerne.