Fanget i Farten – uge 32
Opera i Rebild: På søndag fortolker internationalt anerkendte solister, Aalborg Symfoniorkester og Den Jyske Opera temaet ”Kærlighed på grænsen”. Det hele foregår under ledelse af den muntre, syngende konferencier Preben Kristensen. Der er naturligvis tale om arrangementet Opera i Rebild, som igen i år finder sted i de lyngklædte bakker.
Att. Hundeejere: På lørdag afholdes der bryllupsfest på Comwell Sport Rebild Bakker. For at gøre den store dag endnu mere mindeværdig, har brudeparret valgt at der skal fyres fyrværkeri af ved midnatstide. Af hensyn til hunde eller andre i området, der kan være utrygge ved fyrværkeri, har brudgommen derfor rettet henvendelse til Vores Avis – Tak for advarslen og tillykke med brylluppet 🙂
Læring og samarbejde: Her lige før det nye skoleår starter er lærerne taget på festival. Mere præcist Læringsfestival 2015, som blev afholdt i Rebild Kommune den 3.-4. august. Alle kommunens 400 lærere, pædagoger og ledere (folkeskolen) var indbudt til festivalen, hvor årets tema var læring og samarbejde. Formålet med festivalen er at videreudvikle et stærkt kollegialt og fagligt læringsfællesskab på kryds og tværs af fag og skoler, få ny viden og indsigt i, hvordan man bedst udvikler sin lærings- og undervisningspraksis til gavn for eleverne.
Så er der FDF igen: FDF Øster Hornum starter sæsonen mandag den 17. august. I den forbindelse indbydes alle både nye og gamle FDF’ere til at tage forældre og søskende med til en hyggelig aften. Arrangementet byder både på lidt underholdning og god mad.
Trafikuheld: Mandag den 27. juli skete et alvorligt færdselsuheld på Hadsund Landevej ved Skibstedbro. Under en overhaling overså en billist tilsyneladende en svingende traktor. Dette resulterede i, at bilen ramte traktoren, som væltede ved sammenstødet. Både politi, brandvæsen og ambulancer blev kaldt til ulykkesstedet. Det forlyder, at der var to tilskadekomne.
Borgermøde i Astrup: Astrups borgere er inviteret til borgermøde på Astrup Kro tirsdag den 11. august. Anledningen er, at der snart kommer fibernet i Astrup. Fibernet er en bredbåndsløsning, der tilbyder det bedste og hurtigste internet. Mødet byder dog ikke kun på salgstaler og information. Der serveres også stegt flæsk med persillesovs.
Terndrup portrætteret: Siden opstarten i marts måned har Vores Avis hver uge tegnet et portræt af en af områdets landsbyer. Vores Avis har dog erfaret, at vi ikke er de eneste med interesse for at portrættere de lokale byer. Denne sommer har Terndrup, en af byzonebyerne i Rebild Kommune, fået sit eget portræt i en af de landsdækkende aviser. Journalisten bag portrættet er selv opvokset i Terndrup i 60’erne og 70’erne. Dengang boede han i Tinghuset i Terndrup med sin familie.
Uddannelse: I sidste uge kom der svar til dem, som har søgt ind på en videregående uddannelse. I alt 93.924 ansøgere var der i år. Med det høje ansøgertal følger en rekord høj andel, der ikke kom ind på drømmestudiet – hele 25% modtog torsdag den 30. juni en afvisning. Flest havde søgt ind på Medicinstudiet ved Syddansk Universitet. I alt 2.627 ansøgere håbede på optag på denne uddannelse.
Rebild Konferencen 2016: Selvom der endnu til januar, så starter tilmeldingerne til Rebild Konferencen 2016 allerede i denne måned. Rebild Konferencen er for skoleledere fra hele landet, som mødes på Comwell Sport Rebild Bakker i Skørping onsdag den 27. – fredag den 29. januar 2016.
Fåredag: Søndag den 16. august inviterer Boldrup Museum til den traditionsrige fåredag. Dagen byder på et væld af spændende og sjove aktiviteter. Se fårene blive klippet eller markerne blive pløjet med heste, ligesom i gamle dage. Der vil også være mange arbejdende stande, mulighed for et tur i hestevogn eller for at prøve sig selv af som bueskytte. Der er også mulighed for at købe frokost på gården, når der ved middagstid diskes op med bl.a. grillstegt lammekølle og det berømte sydhimmerlandske kagebord. For børnene er der desuden mulighed for at bage pandekager over bål.
Idrætsuge i Blendstrup: I weekenden tog Blenstrup hul på en forrygende idræts- og byfest. Lørdagen bød på sommerfest, hvor Mads Fyenbo leverede musikken. Søndagen gik et optog gennem byen, hvorefter der var bagagerumsmarked, udstillede amerikanerbiler og kåring af byens bedste kage. Aftenen sluttede med stegt flæsk og persillesovs. Onsdag tager festlighederne igen fat. Denne uge byder på bl.a. håndbold, kortspil, rundbold, dart, cykeltur og meget, meget mere. Weekenden byder også på en fodboldturnering, hvor også landsbyen Dollerup stiller hold (i forbindelse med deres sommerfest, se mere under denne uges landsbyportræt).