Fanget i Farten – uge 50
Julekoncert i Stenild: Torsdag den 10. december giver det rytmiske kor ”A Piece of Cake” koncert i Stenild Kirke. Koret kommer fra Aars og er under ledelse af Anne Verdelin. Koncerten vil byde på både pop, gospel og rock samt naturligvis et udvalg af vinter- og julesange.
Julejazz i Stubhuset: Stubhuset i Støvring fortsætter traditionen med julejazz og andesteg. Fredag den 11. december gæster Frederikshavner jazz orkestret Old Ragged Jazzmen op til julebal i Stubhuset. Forinden serveres en traditionel julemenu bestående af andesteg med traditionelt tilbehør og risalamande til dessert.
Vintersolhverv: Lørdag den 12. december inviteres der til et ganske særligt ”julemarked”. På Vikingecenter Fyrkat ved Hobro afholdes der denne dag vintersolhvervsmarked på Vikingegården. Vikinger fra nær og fjern stiller op med boder, mad og underholdning. Og når mørket begynder at falde på, vil der være fakkeloptog omkring gården.
Julemarked i Bogby: Lørdag den 12. december inviterer BOGBY9510 indenfor til julemarked. Til julemarkedet, der finder sted i Bogby-butikken i Skørping, servers der gløgg, æbleskiver og andet godt. Dagen vil desuden være krydret med musik, og så bliver der rig mulighed for at købe julegaver til familiens læseheste og bogorme 😉
Juleteater for de små: Lørdag den 12. december får Arden Bibliotek besøg af Louise Schouw Teater. Denne gang med forestillingen ”Julemandens gave”, som primært henvender sig til de 2-6 årige. Hovedpersonerne i stykket er de to nisser Pjanke og Pjok, som vil lave en julegave til Julemanden, men egernet Pippelip laver numre med dem.
Julekoncert i Skørping: Søndag den 13. december er der traditionsrig og hyggelig julekoncert i Skørping Nykirke. Programmet vil bl.a. indeholde Franz Schuberts Deutsche Messe foruden en lang række danske julesange. Det hele fremføres af en række lokale kor og solister.
Søndagscafé i Arden: Søndag den 13. december inviterer Kulturhuset i Arden indenfor til en hyggelig sang-eftermiddag. Rostrupkoret kommer og synger julen ind. Der serveres kaffe og kage – og det er naturligvis tilladt for cafégæsterne at synge med.
Julekoncert i Støvring: Søndag den 13. december vil kirkerummet i Støvring Kirke fyldes med liflige toner og glade gæster. Sidst på eftermiddagen giver Marie Carmen Koppel koncert i kirken – og allerede nu meldes der alt udsolgt. Marie Carmen Koppel er Danmarks ukronede gospel- og soul-dronning, og ved koncerten i Støvring Kirke bliver hun akkompagneret af pianist Steen Rasmussen.
Kunstudstilling: Den 13. december er det sidste chance for at opleve en unik udstilling, hvor over 20 kunstnere udstiller både skulpturer, malerier og fotos. Udstillingen kan ses i Bronzestøberiet i Støvring, hvor den har været åben for besøgende hver weekend siden 14. november.
Julebal i Bælum: Terndrup Kro inviterer til kæmpe Julebal i Bælumhallen. Aftenen starter med stor julebuffet, hvorefter Fede Finn og Funny Boys går på scenen og spiller op til dans. Juleballet finder sted lørdag den 12. december.
MTB Vintercup: MTB er ikke kun en sommersport. Lørdag den 12. december køres der derfor MTBO Vintercup. Løbet er et orienteringsløb på mountainbike for hold bestående af to ryttere. Etapen består af 15 poster, hvor rytterne ved hver post skal svare på et spørgsmål. Ruten er ca. 30-35 km lang og skal helst gennemkøres på 90 minutter eller derunder. Se mere på www.roldskovmtb.dk
.
Bustur til Rønde: Beboere, ansatte og frivillige fra Nørager ældrecenter var for nylig på bustur til Rønde for at besøge deres venskabsplejehjem i Rønde. Her var planlagt en festlig dag, hvor gæsterne blev modtaget på den røde løber. Herefter stod dagen på rundvisning, stolegymnastik, en tur i rickshaw samt frokost og kaffe. Selve busturen frem og tilbage var en oplevelse i sig selv, da chaufføren leverede gode historier og slog et smut forbi Kalø Slotsruin.
HCI får ny idrætshal: Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev har nu taget hul på et stort byggeprojekt. Skolen skal have endnu en idrætshal. Den nye hal kommer til at ligge i forlængelse af den eksisterende hal. Den nye hal skulle gerne stå færdig 1. august 2016, så den kan tages i brug af efterskoleeleverne i skoleåret 2016/2017.
Gift ved første blik: Sidste afsnit af DR’s ”Gift ved første blik” har nu rullet over skærmen. I dette sidste afsnit sagde Line Rask, bagerdatteren fra Nørager, for anden gang ja til Michael Hansen, som hun blev gift med i andet afsnit af serien. Parret blev gift på Københavns Rådhus den 22. juni i år, og efter knap 5 måneder holder ægteskabet stadig.
Rebilds Rigtige Mænd: Center Sundheds mandehold ”Rebilds Rigtige Mænd” er blevet nogle rigtige TV-stjerner. I de seneste programmer med DR’s Rigtige Mænd, ”Rigtige Mænd – Hva’ nu?”, optrådte holdet sammen med deres mentor, Lindy Aldahl. For nylig havde ”Rebilds Rigtige Mænd” igen besøg af DR. Denne gang i skikkelse af Christine Feldthaus, der er i gang med optagelserne til en ny runde ”So F**king Special”. Hvad det præcist gik ud på, og hvor mange stjerner mændene opnår bliver afsløret på tv i foråret 2016.