Frivillig forældre- og børnearbejdsdag under blæst og truende skyer

0

Trods truende skyer og skarp vind fra nordvest mødte rigtig mange forældre med børn op til arbejdsdag på HellumFRI forleden fredag.

Og så gik det løs: Træer og hække blev studset, græsplæner, boldbaner og legepladser blev ryddet for grene og andet, som ikke hører hjemme dér. Især her var børnene med. Men de hjalp også med ved vinduespudsning, maling af træværk og flot udsmykning på væg i SFO’en.

Og ”uden mad og drikke….” går det som bekendt ikke. Også her var børnene hjælpsomme med forplejningen. Indrømmet, – selv om det trodsede ”den klimapolitiske korrekthed”: Pølsevognen var et hit….! 

Facelift med støttekorps

En del fædre tog fat på en tiltrængt facaderenovering af HellumFRI´s klubbygning. Der var søgt og heldigvis også bevilget penge fra St. Brøndum Sparekassefonden og byfornyelsesstøtten i Rebild Kommune.

Begge fik en varm tak!

Hellum FRI’s ramponerede og ”ukampdygtige” moon-cars kom under kyndig og grundig behandling, så de snart kan komme i brug igen til glæde for eleverne.

Godt trætte og vindomsuste kunne alle de frivillige sige tak til hinanden for en dejlig eftermiddag på HellumFRI og drage tilbage til hjemmenes fire vægge. Fra en eftermiddag, som styrker fællesskabet mellem børn, forældre og ansatte.

Share.

Der er lukket for kommentarer.