Frøken Nitouche alias Lone Hertz i Rebild: Man skal aldrig afskrive livet…

Annonce

Hjerteforeningen Rebild sætter om godt 14 dage punktum for årets tidligere omtalte Hjertehøjskole på Hotel Comwell Rebild Bakker med et offentligt møde med Lone Hertz og hendes nyeste foredrag: ”Fra Frøken Nitouche til Foredragsholder”. Foredraget er åbent for alle.

I foråret fyldte Lone Hertz 80 år, livet har lært den store kendte – men fysisk lille – skuespiller, at man ikke skal gå imod sin skæbne, men tage den på sig. Hun gemmer på en række fantastiske historier om glæder og sorger.

”I mudder til op over livet”

I forbindelse med den runde fødselsdag, fortæller Lone Hertz i et interview: -Jeg er til stadighed oppe imod kræfter, der indimellem får mig til at føle, at jeg står i mudder til langt op over livet. Jeg forsøger at passe på mig selv, lever sundt, vinterbader og styrketræner. Det ligger ikke til mig at spille hverken direktør, diva eller for den sags skyld dårende dejlig.

-Enten står man distancen, eller man knuses. Jeg er et skæbnebevidst menneske. Jeg kan ikke gå imod min skæbne, men må tage den på mig. For mig er det vejen til at komme igennem det ubærlige. Jeg er heldigvis skabt stærk, understreger hun.

Hudløst ærlig bag facaden

Umiddelbart opleves Lone Hertz som lys og udadvendt, men bag dén ynde og sødmefuldhed, hun er kendt og elsket for, gemmer sig en vemodig dybde og alvor.

– Efter en pause har hun igen travlt på teatret, men det får hende ikke til at opgive det frie liv som foredragsholder, fortæller formand for Hjerteforeningen i Rebild, Lisbeth Stenstrop Jensen.

– Hun er sin egen chef, hvad enten hun spiller teater eller holder foredrag, og i den forbindelse har hun udtalt:

-Som foredragsholder skriver jeg selv mine tekster og bestemmer mine budskaber. Det er en stor frihed at være sin egen chef og instruktør. Jeg kalder mig selv for ”standupper med substans”., og jeg leverer mindst lige så megen kunstnerisk udfoldelse på fire ølkasser og en dørplade som på en kongelig scene, og der siges mange kloge ord i forsamlingshusene, som kunne fortjene mere fokus.

Lone Hertz’ foredrag kan opleves fredag eftermiddag den 6. september på Hotel Comwell Rebild Bakker.

 

FOTO:  Lone Hertz i en afslappet stund i Nordsjælland, ved Øresund hvor hun blandt andet vinterbader for at holde sig frisk. – FOTO: Pia Burmølle Hansen