God, gammel tradition: Rebild Turistforening klar med sin årlige nytårstravetur

0

Fra gammel tid har Rebild Turistforenings Nytårs Travetur været en fast afslutning på jule- og nytårsdagene.
I år går turen til Ravnborg Skovene, som ligger ved Solbjerg Stationsby i Østhimmerland. Det er en god anledning til at komme udendørs og få rørt musklerne oven på de mange indendørs aktiviteter i forbindelse med jul og nytår, hvor der næppe er sparet på kalorierne hos ret mange af os…
– og ikke mindst en god anledning til at få en snak med gamle og nye venner.

I 1816, i efterdønningerne af statsbankerotten i 1813, kom Wiffertsholm Gods på auktion. Køber på auktionen blev amtsforvalter Hans Svanholm, som også i disse år købte Sebber Kloster og Vraa; han var begyndt som svinedreng på Gudumlund, men endte som godsejer.
Hans Svanholm døde i 1835, og i 1840 udskilte hans efterkommere de tre mindre godser: Ravnholm, Fredenslund og Porsgaarden.

Tidligere Caralsberg-direktør

Ravnborgs nuværende ejer er Poul Svanholm, der blandt de ældre er kendt som fhv. direktør for Carlsberg Bryggerierne. Poul Svanholm var i mange år medlem af bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk, – dengang Hr. Møller sad for bordenden som bestyrelsesformand. Poul Svanholm blev af hr. Møller betroet posten som bestyrelsesformand i Danske Bank.
Den 85-årige Poul Svanholm er gift med kunsthistorikeren Lise Svanholm.

Kom bare: Der er p-plads til 100 biler

Når Turistforeningen skal tilrettelægge sim nytårstravetur, er den udslagsgivende faktor: Hvor er der parkeringsplads til 100 biler?
Men bare rolig: Poul Svanholm har velvilligt givet tilladelse til, at Rebild Turistforening kan benytte gårdspladsen mellem avlsbygningerne til parkering i forbindelse med årets nytårstravetur.

Tidligere skovfoged i front som guide

Årets turleder er fhv. skovfoged Jens Erik Nielsen, som er næstformand i Turistforeningen. Han har tilrettelagt en 4½ km. rundtur. Om godsets skovbrug fortæller han: – Godset er i dag på små 500 ha, og langt det meste er skov. Godset har i mange år haft selvstændig skovadministration. I den sidste halvdel af 1900-tallet var der to skovfogeder. Den første hed Jensen, og efter ham overtog Peter Apollo jobbet som skovfoged. Han kom fra et mangeårigt skovfogedjob på godset Overgård. Efter ham blev det den lokale skovdyrkerforening der passede skovdriften. Senere blev det den tidligere skovrider for skovdyrkerforeningen, der overtog driften. I dag er det Lindenborg Skovbrug A/S, der har skovdriften.
Skoven har i mange år været drevet efter traditionelle skovdriftsprincipper med økonomien som en vigtig parameter, men også med vægt på at have en smuk skov, fortæller Jens Erik.

Jævnt terræn, – også for barnevogne

Ruten er tilrettelagt, så der er jævnt terræn hele vejen rundt.
Det betyder, at deltagerne også kan have barnevogne med på ruten.
Undervejs på ruten holdes en pause i en lysning; her serveres der boller og varm kakao.
Det hele foregår søndag den 6. januar. – – Vi opfordrer folk til at komme i god tid, så vi kan påbegynde turen præcist en time efter vanlig frokosttid, undersztreger Jens Erik Nielsen og slutter: – Detaljerede oplysninger fås på www.rebildturist og hos RebildPorten.

Share.

Der er lukket for kommentarer.