Gregers Krabbe har vokseværk

0

De lokale ildsjæle i Aarestrup må siges at have fået succes med oprettelsen af såvel naturvuggestue- og børnehave samt friskole. I det seneste års tid har der været mange forespørgsler samt indskrivninger fra familier, som har hørt godt om de pædagogiske tilbud.

Anna Bobach (bestyrelsesformand): ”Det er en meget positiv tendens vi ser lige nu, og det glæder både ansatte, bestyrelse og forældre på Gregers Krabbe, at vi bliver valgt til. Vi er en mindre institution med nærhed og tæt kendskab til vores forældre og børn. Vi er gode til at hilse på hinanden, og på den måde bliver vores børn set hver i sær, og man skal ikke underkende denne betydning.” På Gregers Krabbe har daginstitutionerne en naturprofil, hvilket i praksis betyder, at udelivet og de pædagogiske aktiviteter går hånd i hånd.

”Vi ligger i et naturskønt smørhul i kanten af Rold Skov, og skoven og lokalområdet benyttes i høj grad i dagligdagen. Børn og personale benytter også vores bus med jævne mellemrum, og det er en luksus, at vi kan planlægge ture til eksempelvis: Stranden, Røverknolden og Limfjordsmuseet. Gode og lærerige oplevelser er vigtige for vores børn og os som forældre. Dét synes jeg er ganske særligt for vores tilbud her på Gregers Krabbe”, fortæller Anna Bobach.

Gregers Krabbe Friskolen har som daginstitutionerne mærket en øget interesse den seneste tid. I alt 128 elever kan pr. 1. september kalde Gregers Krabbe for deres friskole. Dette er en stigning på hele 27 elever sammenlignet med sidste skoleår.  

”Vi er meget stolte over fremgangen på Gregers Krabbe. Vi tolker det stigende elevtal som et udtryk for, at vi gør mange ting rigtigt. Både pædagogisk og i forhold til, at vi har forbedret vores faciliteter markant gennem de seneste år. Med til fortællingen hører også, at vi har modtaget 10 elever fra HellumFri (friskole i Hellum), som desværre lukkede med udgangen af august måned”, udtaler skoleleder Lars Øgendahl Overgaard.

Friskolen har de seneste to år investeret i en ny legeplads og nye skolemøbler. Hertil en nyrenoveret 1. sal indviet, som har fået tilføjet to nye klasselokaler, to grupperum samt flere toiletter. 

”Det er stort, at få lov til sammen med en aktiv forældrekreds at skabe de optimale rammer for så mange børns skoledag. Det er utrolig meningsgivende, og jeg er meget stolt over de nye faciliteter vi kan tilbyde vores elever”, lyder det fra skoleleder Lars Øgendahl Overgaard.

Gregers Krabbe er den samlede betegnelse for institutionerne naturvuggestuen, naturbørnehaven, friskolen og SFO’en Krabben. Institutionerne fusionerede i 2014 og ligger i Aarestrup.

Share.

Der er lukket for kommentarer.