Gulbæk modtog i lørdags Landsbystafetten fra Kgs. Tisted, som i sin tid havde fået den fra St. Brøndum. I år var tredje gang, Landsbystafetten skiftede hænder. De 50.000 kr., som følger med modtagelse af stafetten, vil Guldbæk bruge på eventen Musik og Motion, som finder sted i weekenden d. 6.-7. juni.
Lisbeth Nørgaard fra Landsbyrådet indledte overrækkelses-sammenkomsten med at fortælle om Landsbystafettens historie og begrundelsen for, at Guldbæk er blevet valgt som modtagere af Landsbystafetten 2015. Det er Landsbyrådet og Kulturrådet, som vælger modtager af stafetten og donerer de 50.000 kr. til det vindende projekt. Der lægges vægt på, at projektet skal have et kulturelt islæt og samtidig styrke sammenholdet og trivslen i landsbyen. Dette kan Musik og Motion. Derfor modtager Guldbæk nu Landsbystafetten til realisering af projektet. Efter de indledende ord overrakte Bjarne Hansen på vegne af Kgs. Tisted depechen til Birgit Christensen fra Guldbæk. Bjarne Hansen gav et par ord med på vejen om, hvordan projektet Oaser for folk og fæ havde udviklet sig i Kgs. Tisted. Han opfordrede Guldbæk-borgerne til at komme ud over stepperne med deres projekt. Birgit Christen takkede for stafetten, hvorefter hun fortalte lidt mere om de foreløbige planer for Musik og Motion.
Guldbæk Festivalen
De seneste fire år har Guldbæk gennemført sin musikfestival første weekend i juni. Musikfestivalen har således fem års jubilæum i år. Foreningen bag festivalen har slået sig sammen med Borgerforeningen, og sammen har de skabt rammen for Musik og Motion. I år bliver der takket være samarbejdet aktivitet i byen allerede fredag, hvor der afvikles et stort motionsløb med ruter af forskellig længde. Løberne passerer gennem Guldbæk og ud i den smukke natur omkring landsbyen. Byen bliver også fyldt med kunst, når lokale kunstnere samt Land Art udstiller i byen. Byens børn involveres op til weekenden i en kustprojekt i byen. Guldbæk Festivalen afvikles som normalt med deltagelse af lokale up-coming bands og enkelte bands udefra. I år bliver der måske også indslag med jazz og klassisk musik. Festivalen har altid haft fokus på børn og unge, og haft som vision at inspirere dem til selv at spille musik. I år bliver der med Musik og Motion endnu mere for børnene og de unge at opleve. Der er også stadig mulighed for udvidelse af programmet og eventens samlede indhold.
Overrækkelse i Guldklumperne
Overrækkelsen af Landsbystafetten fandt sted i Guldbæks nye børnehave og vuggestue, Guldklumperne. Udenfor arbejdedes på højtryk for at få læskur til barnevogne og legeplads færdig. Huset får plads til 25 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn. Mange af de fremmødte havde taget børnene med til overrækkelsen, og det så i den grad ud til, at de tog godt imod det nye børnehus.