Haverslev klar til årets store byfest
Haverslev Byfest, som starter på tirsdag og løber hele næste uge til og med søndag, byder på en perlerække af aktiviteter og underholdningstilbud.
Der synes dermed at være lagt op til endnu en succes for den lokale byfest, hvor de traditionelle løjer i år blandt andet udvides med en sommerkoncert i kirken og en konkurrence for alle, som har lyst til at prøve at binde byfestens smukkeste buket.
På de skrå brædder er de lokale revyfolk klar til at tage venskabeligt gas på nogle af Haverslevs fremtrædende figurer, Danmarks nationalret stegt flæsk med persillesovs serveres i rå mængder, og Haverslev Prisen skal overrækkes til en ildsjæl. Det hele indledes med et gå/løbe-motionsarrangement, hvor ale aldre kan deltage.