UGENS LANDSBY udgår i denne uge.

I stedet bringer vi en lille julehistorie, skribenten har hørt som barn, og som her gengives i en let redigeret gendigtning, da den er taget efter hukommelsen:

For længe, længe siden var der på en gård en tjenestepige, som aldrig havde hørt om jul. Det var jo i sig selv bemærkelsesværdigt, men ingen skænkede det dog en tanke, da højtiden nærmede sig. Det var en stor gård med en stor familie og mange folk ansat. Hvert år blev der derfor et sandt leben og en uendelig travlhed, når der skulle gøres klar til juleaften og julehyggen i dagene derefter. Og pigen blev derfor også sat i arbejde.

Der skulle gøres hovedrent i hele huset. Alt skulle endevendes, pudses og poleres. –Rub neglene, råbte tjenestepigerne til hinanden. –Se nu til, at I kommer godt ind i krogene, formanede gårdens frue, og tilføjede: -Her skulle jo gerne være rent og pænt til jul. Pigen, der ikke kendte til jul, skurrede derfor endnu hårdere på gulvet og sørgede for at komme helt ind i hjørnerne, hvor man ellers let kunne springe over. –Hvem mon Hjul er? Han må i hvert fald være en fin mand, når der skal være SÅ rent, tænkte hun. Da hun ikke kendte juletraditionen, troede pigen nemlig, at jul/Hjul var et navn.

Der skulle bages kager og brød i lange baner. Pigen, som ikke kendte til jul, sled i køkkenet sammen med de andre. Hun hev den ene plade med lækre kager efter den anden ud af ovnen. Imens løb tænderne i vand, og hun tænkte ved sig selv: -Det går nok an, at jeg smager en enkelt kage. Men næppe havde hun tænkt tanken til ende og strakt hånden ud, før hun fik et rap over fingrene. –Hov, hov, skændte kokkepigen. –De skal gemmes til jul, tilføjede hun lidt mere muntert og smilede forventningsfuldt. –Han må godt nok være sulten, ham Hjul, hvis han kan spise alle de kager, tænkte pigen skuffet. –Men, han må også være en rar og måske endda flot mand, når alle smiler sådan, når de taler om ham, tænkte hun videre og hev endnu en plade med småkager fra ovnen.

Og sådan fortsatte det. En hel måned ud blev der skrubbet og skuret, vasket og sjasket, bagt og brygget øl. Alt sammen fordi jul stod for dør. Pigen undrede sig meget, og hun var flere gange ude for at kigge efter, men hun så aldrig Hjul. Til sidst blev fedesvinet og en kæmpestor gås også slagtet. -De er til middagen til jul, forklarede gårdskarlen, da han leverede dem i køkkenet. –Hold da op, tænkte pigen, som nu blev mere og mere nervøs for at møde denne Hjul, som satte hele huset på den anden ende.

Endelig blev det juleaftensdag. Folkene på gården klædte sig fint på og tog i kirke. Pigen, der ikke kendte til jul, var også trukket i sin pæneste kjole, men over den havde hun et forklæde. Hun var nemlig blevet udvalgt til at passe ovnen og gryderne med julemad, mens de andre var i kirke.

Mens hun nu var alene på gården, bankede det pludselig på døren. Pigen for sammen. –Åh, nu kommer Hjul, mens de alle sammen er i kirke, tænkte hun og blev så forfjamsket, at hun ikke turde lukke op. Men det vedblev at banke, så til sidst måtte hun tage mod til sig og lukke op. Udenfor stod en mand, der mest af alt lignede en omstrejfende vagabond. –Goddag min pige, nu står jul for dør, sagde han muntert. –Hjul? gispede pigen. Og så kan det nok være, at hun fik travlt. Hun bød den fremmede ind. Viste ham rundt i alle stuerne, at han kunne se, hvor meget umage, de havde gjort sig med rengøringen. Bænkede ham ved det fint dækkede bord og serverede for ham, indtil han ikke kunne stoppe en bid mere ned, om det så gjaldt hans liv.

-Jamen, der er mange flere kager, øl og spæk, jamrede pigen, som stadig var helt forfjamsket over at skulle stå helt alene med ”Hjul”. –Skidt med det, sagde den fremmede. –Hvis du vil, kan du jo fylde min gamle rygsæk, tilføjede han med et listigt smil. Det gjorde pigen så. Hun stoppede den til randen. Herefter rejste ”Hjul” sig op og ville gå. –Jamen, de andre kommer fra kirke om lidt, og de har sådan glædet sig til, at du skulle komme, udbrød pigen og vred sine hænder. –Ja se, det var en skam, sagde ”Hjul”. –Men jeg har desværre ikke stund at blive. Hils dem i stedet og ønsk glædelig jul, tilføjede han og hankede op i den fyldte rygsæk. Den frække vagabond, som nu havde nydt godt af pigens gæstfrihed og uvidenhed, havde sandelig ikke tænkt sig at blive.

Han skyndte sig derfor ud over markerne, før gårdejerne og alle folkene kom hjem. Imens satte pigen sig udmattet og tilfreds i køkkenet. Hun havde klaret det hele – helt alene – og Hjul havde været glad og tilfreds, da han gik. Det havde han jo selv sagt: -Glædelig (h)jul!

Bente Vinther Jensen, [email protected]