Hyggeligt og lærerigt efterårsmøde i Landsbyrådet

Annonce

Rebild Kommunes landsbyråd holdt for nylig det traditionelle efterårsmøde for foreningens 34 medlemslandsbyer, hvor også forvaltningen og byrådet var repræsenteret. Mødet blev afholdt i Motorsport Nordjyllands lokaler ved Nysumbanen. Og der var mange spændende nyheder og oplæg på programmet.

Det var en oplevelsesrig og informativ aften for de fremmødte. Bredbånd Nord orienterede om de videre planer for bredbånd til landsbyerne og, hvad de enkelte landsbyer kan gøre for at komme med. Repræsentanter fra landsbyen Guldbæk fortalte om Guldbæk Event, som løb af stablen i starten af juni – en udbygning af Guldbæk Festival. Arrangementet blev realiseret efter Guldbæk modtog Landsbystafetten 2015. Kaj Storegaard fra Motorsport Nordjylland berettede om Nysumbanens opståen og dannelsen af Motorsport Nordjylland, som har modtaget international anerkendelse og stadig udvider. På programmet var også en drøftelse af landsbyernes nye hjemmeside, www.landsby-rebild.dkReklamelink, der gik i luften 27. oktober. På hjemmesiden kan alle interesserede holde sig orienteret om bestyrelsens arbejde samt nyheder fra de enkelte landsbyer.

Foto: Arkivfoto.