Kæmpesucces for lokal nazi-modstandsfilm

Annonce

Sidste uges biograf-premiere på drama-dokumentarfilmen ”Træfningen ved Hollandshus” blev en kæmpe-succes. Premieren og øvrige planlagte forevisninger i Kinorevuen i Skørping blev lynhurtigt udsolgt – ja faktisk blev billetterne REVET VÆK – så derfor er der nu planlagt to ekstra-forestillinger lørdag den 25. november og tirsdag den 28. november, begge gange midt på eftermiddagen.

Filmpremieren i onsdags blev en spændende og for mange også bevægende aften, da filmen går tæt på hændelsen i Rold Skov i august 1943 og de menneskelige skæbner, der var filtret ind i den lokale modstandskamp, ildkampen med den tyske skud-likvidering af den 23-årige bankassistent og frihedslæmper Niels Erik Vangsted i skoven ved Skørping, efterfølgende bisættelse i Aalborg med mindst 10.000 i massedemonstration, efterfølgende proteststrejke med over 15.000 i arbejdsnedlæggelse, og få dage senere opsagde Danmarks regering ”samarbejdspolitikken” med Tyskland. Harmen var overvældende, ikke mindst fordi nazi-soldaterne ikke ”nøjedes med” at skyde og dræbe Niels Erik Vangsted, men fortsatte med at affyre maskinpistolsalver mod ham, da han lå død på jorden ved skovfogedboligen Hollandshus ved Skørping.
Stærk lokal medvirken
foran og bag kameraerne
Blandt publikum var også de medvirkende og de mange lokale kræfter, som har hjulpet med blandt andet at at skaffe rekvisitter og tidstypisk tøj til eksempelvis de unge mennesker, som spiller modstandsfolk.
Filmen er så vidt muligt optaget på de autentiske lokaliteter i Rold Skov.

Filmen vækker interesse
over hele Danmark
”Træfningen ved Hollandshus” har ikke blot skabt stor opmærksomhed lokalt, fortæller manden bag filmen Henrik Bugge Mortensen. Historien om den dramatiske hændelse i Rold Skov i august 1943, der førte til, at den danske regering afbrød samarbejdspolitikken med besættelsesmagten, har givet genlyd i hele landet.
Lokalt kender mange til træfningen, men på landsplan er den ganske ukendt. Det strømmer i øjeblikket ind med forespørgsler på filmen fra blandt andet biografer, forskellige foreninger og dokumentarfilmfestivaler.

Fantastisk opmærksomhed
– Det er fantastisk med så stor en opmærksomhed, lyder det fra Henrik Bugge Mortensen, som fortsætter: – Der er stor interesse for perioden under 2. verdenskrig, og det både blandt ældre og unge, og Rold Skov er et helt fantastisk sted at gå på opdagelse, hvis man vil vide mere om de fem besættelsesår. Nedkastningen ved Madum Sø og træfningen ved Hollandshus er dog den bedst beskrevne og mest veldokumenterede.

Film-DVD i handelen
Interessen for filmen er så overvældende, at ”Træfningen ved Hollandshus” i disse dage udkommer på DVD i et begrænset oplag, som kan købes hos blandt andet Kinorevuen i Skørping og Bog & idé i Støvring.

Handlingen i kort form:
Hele hændelsesforløbet er dramatiseret med hjælp fra lokale statister og rollespillere i tyske uniformer. Dokumentarfilmen er så vidt muligt optaget på de autentiske lokaliteter. Publikum følger begivenhederne minut for minut; turen fra Aalborg til nedkastningspladsen ved Madum Sø, signalgivningen til den engelske flyvemaskine, selve nedkastningen, indsamlingen af containere, som var fyldt med våben og sprængstof, turen på generatorlastbilen tilbage til Skørping, mødet med de tyske soldater, turen gennem stationsbyen med tyskerne lige hælene, træfningen ved Hollandshus og flugten ind i skoven.
Filmen er tilrettelagt og instrueret af Henrik Bugge Mortensen, musikken er specialkomponeret af Claus Tanderup, Morten Rasmussen har fotograferet og Jógvan Olsen har redigeret.
Filmen er produceret af Bugge & Olsen Kommunikation ApS.