Landsby i bevægelse

Annonce

På lørdag sætter St. Brøndum sig i bevægelse. St. Brøndum har søgt om deltagelse i Rebild Kommunes projekt ”Sundhed for pengene” og her fået overrakt 65.000 kr. af borgmesteren. Lørdag d. 9. maj har en initiativgruppe arrangeret en stor event, hvor hele byen og nærmeste opland er inviteret. Det hele starter med et optog gennem byen med pyntede vogne og musik. Herefter er der hygge på stadion, hvor Annette Søegaard og Flemming Møller Mortensen vil holde tale. Annette Søegaard er formand for Sundhedsudvalget i Rebild Kommune og Flemming Møller Mortensen er folketingsmedlem og sundhedsordfører. Dagen byder også på indvielse af bålhytten på stadion. Dette bliver med fællesspisning, hvor maden er tilberedt af Mads Cortsen (billede), kendt fra Masterchef. Humlen ved det hele er, at man ved arrangementet indsamler idéer til sundhedsfremmende tiltag i St. Brøndum fra byens borgere. Senere på måneden vil de bedste idéer så blive valgt ud – og det er dem, de 65.000 kr. skal realisere.

Foto: TV3.