Egnsretter samt lokale rå- og fødevarer er et hit. Både lokalbefolkningen selv og turisterne vil have mad, der er produceret lige rundt om hjørnet. Mere end 50 % af de danske forbrugere vælger bevidst lokale varer, når de køber ind. Til Eventudviklingsmødet på Rold Storkro for nyligt kunne deltagerne høre om succesen med Regional Madkultur Thy-Mors. Og fra og med den 22. april har DR1’s seere kunnet følge Brødrene Price, når de i en ny programserie rejser Danmark rundt og laver lokale egnsretter.
Lokale fødevarer, egnsretter og de små lokale producenter er eftertragtede. Det handler om historiefortælling, lokal autencitet, bæredygtighed, den nordiske kultur og det sjældne autentiske. Sidste år lavede forbrugerrådet en undersøgelse, som viste, at 6 ud af 10 danskere bevidst vælger lokalt producerede fødevarer til, når de køber ind. Dette kunne Michael Thinggaard Madsen bekræfte, da han talte om Regional Madkultur Thy-Mors ved et eventudviklingsmøde for nylig. Michael Thinggaard Madsen er indehaver af Hotel Thinggaard i Thy og formand for Regional Madkultur Thy-Mors. – Vi sælger lige så godt af menuerne til lokale kunder som til turister, fortæller han, og fortsætter: – Det er noget, folk rigtigt gerne vil have. Især, hvis der følger en god historie med og de selv kan tage ud og købe råvarerne bagefter.
Spise med Price
I programserien med Brødrene Price kan seerne stifte bekendtskab med en af råvareproducenterne fra Regional Madkultur Thy-Mors. I et af de i alt 6 programmer besøger brødrene Thy Lam, som er et lille økologisk fårebrug, hvor der blandt andet produceres økologisk lammekød. I den tilhørende gårdbutik sælges desuden økologisk kolonial og grønt fra andre lokale råvare-producenter. I den nye sæson af Spise med Price har Brødrene Price fokus på egnsretter. De er på road trip landet rundt for at smage på Danmark. Gennem egnsretterne fortællers unikke historier fra områder i alle afkroge af landet. I første program besøgte Brødrene Price Bornholm med deres campingvogn.
Bornholm, Bornholm, Bornholm
Regional Madkultur er en dansk gren af det europæiske Culinary Heritage. Bornholm var det første område, hvor man oprettede en dansk forening. Det har været en kæmpe succes, hvor små hobby-producenter har vokset sig store. Samtidig har det slået Bornholmske fødevarer fast på verdenskortet som god kvalitet. Michael Thinggaard Madsen fortæller, at man mærker noget af det samme i Thy. – Det er god branding af området, pressen er vilde med os, siger han med et stort smil og refererer til artikler i landsdækkende aviser samt Brødrene Prices besøg ved Thy Lam.
Regional Madkultur Rebild?
Erhvervs- og Turistchef Anders Stryhn spurgte ved eventudviklingsmødet interesseret ind til, hvilke krav, der stilles, hvis man ønsker at oprette en lokal forening under Culinary Heritage / Regional Madkultur. Michael Thinggaard Madsens svar blev også omhyggeligt noteret, ligesom flere af mødedeltagerne fra restaurations- og hotelbranchen udtrykte interesse for konceptet. Så måske ”Regional Madkultur Rebild” er på trapperne? Der var i hvert fald enkelte nik og smil i forsamlingen, da Michael Thinggaard Madsen på et spørgsmål fra salen svarede: – Jeg håber, at trenden med de lokale fødevarer varer ved. De giver højere kvalitet og er en attraktion i sig selv – både for de lokale og for nationale og internationale turister.