Store Brøndum – en kulturel landsby med fokus på sundhed

0

St. Brøndum er beliggende i Rebild Kommune. Byen har et indbyggertal, der placerer sig mellem 200 – 300 borgere. Udover hovedgaden er her mange mindre villaveje og landeveje, som tilsammen udgør byen. St. Brøndum ligger ca. 9 km fra Skørping, og her er 18 km til Hadsund. Byen har en aktiv borgerforening og et på alle måder rigt kulturliv. St. Brøndum er særligt kendt for Kulturkøbmanden, Katrineholm Mejeri og vikingetræffet ”Nordlys over St. Brøndum”. I den kommende tid vil St. Brøndum gøre sig yderligere bemærket i lokalområdet med etableringen af en hoppepude og en event, der skal få borgerne op af sofaen og sætte fokus på sundhed i St. Brøndum.

Jeg besøger St. Brøndum en eftermiddag sidst i april. Selv en forårseftermiddag, hvor vejret byder på både grå skyer og solstrejf, er der aktivitet i byen. Da jeg står ved kirken og skuer ud over landsbyen, suser en knallert forbi på landevejen. Den dytter glad med hornet, da den passerer kirken og fortsætter ned gennem byen, hvor den kommer forbi kendte adresser. Gennem hovedgaden passerer flere traktorer med arbejdsivrige landmænd samt en god del personbiler på vej hjem fra arbejde.  Et blik eller to bliver kastet fra husene, mens jeg traver byen tynd bevæbnet med mit kamera – eller måske er det Hjemis-bilen, de ser efter. Den velkendte blå bil og jeg passerer flere gange hinanden i St. Brøndum.

Landsbyen og kirken

St. Brøndum er en lille landsby med knap 300 indbyggere. Byen nævnes første gang på skrift i 1406, men kirkens alder bevidner, at byen må være endnu ældre. Kirken er romansk og bygget omkring år 1100. Det er derfor sandsynligt, at byen har eksisteret i omkring 1000 år – og måske har her boet mennesker længe før det. Landsbyen har et levende kultur- og foreningsliv. Her er forsamlingshus, stadion, antikvariat og meget mere. Samt en aktiv borgerforening. Om dette skrev Helge Qvistorff, der har beskrevet kommunens landsbyer tilbage i 2011, følgende: – Store Brøndum er anderledes end nogen anden landsby i Rebild Kommune, og uden at forklejne nogen anden, skal det alligevel siges, at man i byen har udvist så meget initiativ og idérigdom, at man er noget ganske særligt.

Sundhed og hoppepude

Rosen fra Helge Qvistorff har dog på ingen måde fået borgerne i St. Brøndum til at ligge på den lade side. Her er stadig mange nye ideer. I sidste uge fortalte Vores Avis, at Rebild Kommunes Landsbyråd netop har fordelt en større sum penge til projekter i flere af kommunens landsbyer. Her har St. Brøndum fået en bid af kagen. Der er bevilget 43.000 kr. til, at St. Brøndum kan få sin egen hoppepude. Der bliver tale om en nedgravet hoppepude på sportspladsen. Byens stadion har i forvejen mulighed for boldspil og i det ene hjørne ligger en hytte/pavillon med borde og bænke. Om etableringen af hoppepuden skriver Charlotte fra St. Brøndum følgende på landsbyportalen: – Vi får den lavet her i foråret, og så er I alle velkomne til at komme ned og hoppe løs. Projektet med hoppepuden falder ganske godt i tråd med et andet projekt, der er i gang i St. Brøndum. Borgmester Leon Sebbelin har fra kommunen overrakt 65.000 kr. til sundhedsfremmende projekter i St. Brøndum. En initiativgruppe er i disse dage i fuldt sving med at arrangere en event i byen. Den skal sætte fokus på sundheden. Alle i St. Brøndum og nærmeste omegn har modtaget en personlig invitation til et stort optog gennem byen og en efterfølgende hyggelig eftermiddag og aften på stadion. Her vil bl.a. være taler og sund grillmad. Maden bliver tilberedt af Mads Cortsen, kendt fra Masterchef. Arrangementet finder sted lørdag den 9. maj og har tidligere været omtalt i Vores Avis.

Nordlys over St. Brøndum

De seneste år har St. Brøndum været vært ved et stort vikingetræf. Nordlys over St. Brøndum har tiltrukket både lokale og en del turister. Her mødes vikingeentusiaster og fremviser deres autentiske klædedragter samt gammelt håndværk. Til Nordlys over St. Brøndum kan opleves gammelt vikingehåndværk, handel og traditioner, der vises så autentisk, som muligt. Vikingebopladsen ligger da midt i byen. Nærmere bestemt på græsplænen mellem andedammen og byens smukke, gamle præstegård.

De sidste ord fra St. Brøndum

Jeg forlader St. Brøndum med et indtryk af en aktiv landsby. Skole er her ganske vist ikke. Børnene fra St. Brøndum går i stedet på Hellum Friskole, Terndrup Skole eller Skørping Skole. Men her er mejeriudsalg, antikvariat og forsamlingshus. Byen byder også på mange, små hyggekroge med bord og bænk. Her kan borgerne mødes. Traditionerne bliver holdt i hævd i St. Brøndum, med bl.a. Sankt Hans og Majbøg. Kulturkøbmanden, der tidligere lå på torvet, er i dag overtaget af Bødkeriet Svanfolk ved Mads Christensen. Her er der butik, værksted og udstillinger. Mads Christensen købte Kulturkøbmanden i slutningen af 2013 sammen med sin kone. I dag driver han sin egen virksomhed på adressen, men nogle af de gamle traditioner fra Kulturkøbmanden lever videre. Derfor bliver her fortsat udstillet og solgt kunsthåndværk foruden redskaber til trædrejning og Mads Christensens egne varer. Om St. Brøndum siger borgerne selv: – Her er højt til himlen, et rigt kulturliv og så kommer vi hinanden ved. Med disse ord afslutter jeg mit portræt af St. Brøndum og forlader atter landsbyen. Vel vidende, at her sikkert er mange flere historier og vinkler på tilværelsen, end der blev plads til i dette portræt. Og sådan vil det være med hver eneste af de små landsbyer.

Klik på billederne for at se dem i stort format.

St. Brøndum Kirke

St. Brøndum Kirke

Telefonboks...???

Telefonboks…???

Torvet i St. Brøndum er et af mange hyggelige samlingssteder. I baggrunden anes Hjem-Is-bilen på sin tur gennem byen

Torvet i St. Brøndum er et af mange hyggelige samlingssteder. I baggrunden anes Hjem-Is-bilen på sin tur gennem byen

Udsigt mod byen fra kirkegården

Udsigt mod byen fra kirkegården

Den hyggelige hytte på stadion

Den hyggelige hytte på stadion

Forsamlingshuset og Bødkeriet Svanfolk

Forsamlingshuset og Bødkeriet Svanfolk

Fra kirken er der udsigt til dette hyggelige område med både vindmølle og telefonboks

Fra kirken er der udsigt til dette hyggelige område med både vindmølle og telefonboks

Gadekær eller andedam

Gadekær eller andedam

Her - foran præstegården i St. Brøndum afholdes vikingetræffet Nordlys over St. Brøndum

Her – foran præstegården i St. Brøndum afholdes vikingetræffet Nordlys over St. Brøndum

Hovedgaden i St. Brøndum med Katrineholm Mejeri

Hovedgaden i St. Brøndum med Katrineholm Mejeri

Share.

Der er lukket for kommentarer.