Lykken står den kække bi – også efter 85 år

0

”Fortes Fortuna Juvat” sådan lyder dragonernes latinske ordsprog. Oversat til dansk: Lykken står den kække bi. Lørdag den 9. maj fejrer Hobro Dragonforening 85 års jubilæum. Foreningen blev stiftet den 9. maj 1930 på det daværende Grand Hotel i Hobro. Dengang hed foreningen ”Rytterforeningen for Hobro og omegn”. 85 år senere består foreningen stadig. Det bliver fejret den 9. maj på restaurant Bramslev Bakker umiddelbart efter foreningens generalforsamling.

Hobro Dragonforening tæller i jubilæumsåret ca. 35 medlemmer. Bestyrelsen består af formand Bent Ove Sørensen, kasserer Vagn Jensen, sekretær Heinrich Hougaard, pressechef Per Sand og to menige medlemmer Gert Nielsen og Niels Erik Borup Poulsen. Ejvind Møller er suppleant til bestyrelsen. Hobro Dragonforening har aldrig trukket de store overskrifter. -I stedet har vi koncentreret os om en stabil, fredelig og venskabelig eksistens i et hyggeligt og humørfyldt miljø, fortæller Per Sand. Netop disse dyder harmonerer fint med idealerne i foreningens vedtægter. Som noget enestående er vedtægterne ikke ændret en eneste gang i foreningens 85-årige liv. Eneste ændring gennem tiden er foreningens navn.

w.dragoner.10-2jpg

Hvad er en dragon? Oprindeligt var en dragon en soldat i det beredne infanteri. Senere også soldater i det lette kavaleri. I dag uddanner Jyske Dragonregiment i Holstebro pansrede kamptropper. Det har de gjort i mere end 50 år. Titlen Dragon har dog holdt gennem tiden – det samme har det latinske valgsprog: Fortes Fortuna Juvat (Lykken står den kække bi).

Share.

Der er lukket for kommentarer.