Malerier og intimkoncert i Arden
Maleren Solvejg Sehested fra Kongerslev udstiller i de kommende måneder i Kulturhuset i Arden. Der er fernisering og en lille intimkoncert på lørdag den 5. november sidst på formiddagen.
Solvejg Sehested er autodidakt maler. Hendes malerier er akryl på lærred, og oftest store malerier. Hun henter sin inspiration i naturen – et landskab – en farve i et landskab – en tur ved vandet – personer i en by – eller bare en idé der opstår. Malerierne er koloristiske med figurative elementer, som oftest er kvindeskikkelser.
Også country/pop-sange
I forbindelse med ferniseringen sætter den lokale singer/song writer Gritt Møller ekstra kulør på udstillingen med egne sange. Gritt Møller skriver og synger country-pop sange med den gode melodi i fokus, og henter sin inspiration i egne oplevelser, tanker og følelser. Hun har skrevet sangtekster siden hun var barn, men er først begyndt at lave melodier og spille selv i forbindelse med sin læreruddannelse.
Til daglig er hun kendt som en dygtig og engageret musiklærer på Arden skole, hvor elever og kolleger har kunnet nyde hendes sange.