– Dette er landsbystøtte, der batter i Aarestrup, hvor vi er 206 indbyggere i den lille, aktive by med et aktivt foreningsliv, lyder det fra tre af de evigt optimistiske Ildsjæle fra Aarestrup, Annika Maria Hansen, Tine Meldgaard, Anna Vang Bobach og Pernille Wulff
. Vi er kendt for vores månedlige fællesspisninger i forsamlingshuset og en aktiv idrætsforening med udspring
fra en lille lidt slidt gymnastiksal. Men med fantastiske omgivelser lige uden for Rold Skov, hvor især rideklubben boltrer sig.
Idrætsforenings udeliv med cyklister, løbere, spejdere og andre naturelskere nyder ligeledes godt af disse omgivelser. Borgerforeningen samler indbyggerne til forskellige arrangementer lige fra romsmagning, gløgg og æbleskiver til fredagsøl i anlægget. I netop det fornyede hyggelige anlæg, hvor borgerforeningen sammen med aktive seniorer er i gang med et projekt med pavillon, nye hække, stier og belysning omkring gadekæret.
Kirken har ligeledes en vigtig rolle i Aarestrup. Kirken samarbejder f.eks. til fastelavn med rideklubben, den økologiske andelsforening: Himmerlandsbyen, borgerforeningen og idrætsforeningen. Vi starter ud med rundstykker på gårdspladsen i præstegården, hvorefter turen går rundt i byen med stop i Himmerlandsbyen, hvor der bydes på kage. Ridningen afsluttes i forsamlingshuset med varm suppe fra borgerforeningen. Herefter er der børnevenlig gudstjeneste i kirken efterfulgt af fastelavnsfest med fuldt forsamlingshus. Kirken har ligeledes en stor succes med fælles morgensang samt Midthimmerlands Kirkehøjskole, der er udsolgt langt frem.
Nu vil Aarestrup med på bølgen af landsbyudvikling. Lige nu flyver vi højt. Vi vandt 10.000 kr. i Fiduspræmien ved DM i foreningsudvikling og ikke mindst et håndtryk fra kulturministeren i september 2018 og nu de 1,9 mio. kr. fra Rebild Kommune.
De 1,9 mio. kr. går til Multihusprojektet, hvor vi også har modtaget 500.000 kr. fra Fonden for Sparekassen Himmerland.
Meget mere
om det
spændende
projekt i
Aarestrup
i næste uges
udgave af
Vores Avis..!