Nøgne dyr og fugle skabte stor interesse
Hvordan flår man en kamæleon?
Svaret på dette meget vigtige spørgsmål fik deltagerne på Boldrup Museum i onsdags. Som tidligere omtalt havde museet inviteret folk til at medbringe deres døde dyr på museet, hvor konservator Vagn Reitz demonstrerede, hvordan man flår et dyr og efterfølgende behandler og bevarer skindet.
Lækre fluer..!
Der var i første omgang tænkt på lystfiskere, som bruger skind og fjer til fluebinding. Men Ida på 7 år havde sammen med sin mor medbragt sin døde kamæleon, og med lidt hjælp fra Vagn Reitz lykkedes det faktisk Ida at få lavet et rigtig flot kamæleonskind med hoved og kløer, som hun nu kan vise frem til veninderne.
Ud over dette eksotiske indslag viste Vagn Reitz også, hvordan man kan flå eksempelvis en hane og behandle skindet. Til dette formål havde museets naturvejleder Gert Rubæk på forhånd slået museets gamle – og ikke længere forplantningsdygtige – hane ihjel. Og da aftenen var slut, var der et skind med masser af flotte fjer, der nu kan forvente at blive bundet på en krog og smidt ud til ørrederne i den nærliggende Simested Å.
En spændende aften for alle
Jeg synes, vi fik en rigtig spændende aften, fortæller naturvejleder Gert Rubæk.: – Vagn er fantastisk dygtig, både til sit håndværk og til at formidle, og jeg tror, alle deltagerne nu har helt styr på, hvordan man flår et dødt dyr… inklusiv en kamæleon…

Der blev fulgt opmærksomt med, da Vagn Reitz demonstrerede, hvordan man flår en fugl
Hans Henrik Borup Laugesen