Nordjyske Shaping New Tomorrow fortsætter væksten

0

Iværksættervirksomheden Shaping New Tomorrow har henover de seneste år taget Danmark med storm. Det startede alt sammen med et par pæne bukser, der var lige så behagelige at have på som et par joggingbukser.

Efter tre år med fine takter kom de tre unge gutter bag virksomheden i Løvens Hule på DR1. Foruden investeringer fra to solide iværksættere; Jesper Buch og Birgit Aaby, så satte det også gang i salget, da programmet blev sendt i den allerbedste sendetid.

Det blev startskuddet til et vildt væksteventyr, hvor Shaping New Tomorrow gik fra et overskud på 200.000 kroner før skat i 2016/2017 til et overskud på 10,7 millioner kroner før skat i 2017/2018. Og det går kun én vej; fremad for den nordjyske vækstvirksomhed. I perioden 2018/2019 lød overskuddet før skat på hele 29,1 millioner kroner.

Det vælter ud med nye produkter

Shaping New Tomorrow sælger ikke længere bare pæne bukser, der er behagelige at gå i. Henover de seneste 5 år er det også blevet til t-shirts, skjorter, underbukser og ikke mindst jakkesæt.

Fællesnævneren for alle disse produkter er, at de er stilrene og pæne, uden at man er gået på kompromis med komforten. Og det er der tilsyneladende salg i.

For Shaping New Tomorrow har nemlig planer om at fordoble omsætningen i 2020, og det gør de blandt andet ved at sælge til modebevidste forbrugere i lande som Norge, Sverige, Tyskland, Østrig og Holland. Samtidig har de åbnet fysiske butikker i Aalborg, København og Aarhus.

Tøjvirksomheden begynder så småt at fokusere på også at kunne sælge til personer, der gerne vil gå i business casual-tøj. Altså noget, der er pænt uden at blive alt for fint som eksempelvis et jakkesæt. Det er nemlig det, som sælger rigtig godt i nogle af de lande, som Shaping New Tomorrow enten allerede er repræsenteret i, eller som de gerne vil etablere sig i.

Millioninvestering i ekspansion

Selvom overskuddet tilsyneladende bare fortsætter op og op, så har de tre gutter bag virksomheden ikke trukket en hel masse penge ud til sig selv, så de kan købe dyre biler og på andre måder nyde tilværelsen.

I stedet planlægger de at bruge et tocifret millionbeløb på at ekspandere i udlandet. Dette gør de ikke bare for at opnå deres målsætning om at fordoble omsætningen i 2020, men også for at nå deres målsætning om, at minimum halvdelen af deres omsætning skal komme fra eksport til udlandet.

Og dét giver god mening.

For det første er Danmark et forholdsvist lille marked, og vil man som virksomhed vækste meget, kan pengene være bedre brugt i forbindelse med ekspansion til andre lande fremfor udelukkende at fokusere på at presse de sidste dråber ud af det danske marked.

Samtidig er det en oplagt måde at sikre sin virksomhed på, for hvis stilen eller økonomien ændrer sig i Danmark, har man sikkerhed i, at der er andre lande, hvor man fortsat kan sælge sine produkter.

Shaping New Tomorrow tænker altså langsigtet og har ingen planer om at stoppe væksteventyret lige foreløbigt.

Share.

Der er lukket for kommentarer.