Nu er skoven rigtigt grøn…

0

”Til pinse, når skoven bli’r rigtigt grøn,

så skal vi derud hver en gårdmandssøn,

og så er det skikken nu her til lands

at svinge de piger i lystig dans”

… sådan lyder første vers i en gammel, dansk sang. Og mon ikke, der er blevet danset flere steder her i pinsen? Der har i hvert fald været indtil flere majfester og folkefest i vores område, og længere mod nord i Aalborg har karnevallet danset, travet og trillet sig vej gennem byen til karnevalsfest i kildeparken. Der er sikkert også mange, der har set pinsesolen danse. Men, hvor stammer udtrykket ”at se pinsesolen danse” egentlig fra? Vores Avis har undersøgt det lidt nærmere. Udtrykket bruges første gang i 1869 i romanen Fra den gamle fabrik af Vilhelm Bergsøe. Et lignende udtryk kendes dog helt tilbage fra middelalderen, men da var det ikke pinsesolen men derimod påskesolen, der dansede. Efter sigende dansede solen påskedag i glæde over, at Jesus var genopstået. Men siden er det altså blevet pinsesolen, der danser. Måske fordi det københavnske borgerskab i 1800-tallet og starten af 1900-tallet havde tradition for at tage i Frederiksberg Have pinsedag for at se solen stå op, hvorefter der blev holdt fest med musik og dans. Efter sådan en pinsefest kan det være godt med en dag eller to til at hvile ud. Frem til Struenses helligdagsreform i 1770 var der faktisk også en 3. pinsedag, men nu må vi nøjes med to. I år faldt pinsen med pinsedag søndag den 24. maj og 2. pinsedag mandag den 25. maj.

Share.

Der er lukket for kommentarer.