Nyt turismenetværk med fart på – ny gokartbane som yderligere trækplaster

0

Et bredt turismenetværk i Rebild-området er kommet godt fra start.

Som afløser for Rebild Turistforum, kommunens rådgivende organ med medlemmer fra turist-erhvervet, indbød RebildPorten i 2018 til lokalt turismesamarbejde i et bredere netværk. I det nye netværk er også repræsentanter for frivillige organisationer er velkomne.

De foreløbig 62 medlemmer af netværket møder, kommunikerer og sparrer løbende. Der deltager typisk omkring 20 personer i møderne. 

I sin korte levetid har netværket udviklet sig fra at holde traditionelle temamøder i RebildPorten til at mødes hos hinanden og tage udgangspunkt i værternes og deltagernes konkrete behov, ideer og udfordringer.

– Det er nemmere at ringe til en, man kender, siger ejeren af Røverstuen i Rebild, Mikkel Schnoor Nielsen. 

Det var hans idé, at netværket skulle begynde at mødes hos hinanden, og han blev selv vært for det første møde, hvor alle mødedeltagerne fik ordet ved en bordrunde. 

Mikkel Schnoor Nielsen lagde ud på mødet, og han inviterede til åbenhed ved ikke bare at fortælle om Røverstuens succeser, men også at nævne sine udfordringer. 

Ifølge destinationsudvikler fra RebildPorten, Maria Lynge Christensen, lagde det stilen for de følgende møder.

Et godt samarbejde mellem de frivillige er også godt for turismen

Birgit Møller Sørensen fra BOGBY9520 var positivt overrasket over de mange deltagere og den store åbenhed ved det møde, som bogelskerne i Skørping var vært for: – Jeg fik blandt andre talt med formanden for Rebildløbet, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi snakkede om, at BOGBY9520 kunne deltage på sidelinjen til Rebildløbet i år med bøger om helse, sport, løb og sund kost. Den idé er så god, at den skal prøves af.

Vi bliver ambassadører for hinanden

Helle Nielsen, frivillig på Nysumbanen, fortæller, at aktørerne i nærområdet lærer hinanden at kende via netværket – og derved bliver hinandens ambassadører.

– Vi begynder automatisk at bruge hinanden. For eksempel er vi begyndt at henvise til lokale overnatningssteder i stedet for at sende folk til Aalborg.

Spændende gokart-nyskabelse er på vej

Ved et møde på Nysumbanen præsenterede Helle Nielsen turismenetværket for et nyt projekt med en gokartbane.

– Vi regner med, at netværket kan hjælpe med til at sprede budskabet om gokartbanen, så den bliver et nyt trækplaster for turister og lokale, forklarer Helle Nielsen.

 

FOTO: Medlemmer af det nye turismenetværk på besøg på Nysumbanen, hvor en kommende gokartbane skal sætte gang i tiltrækning af nye turister. – FOTO: Rebild Kommune

Share.

Der er lukket for kommentarer.