Oplev første danske vovehals ad Pacific Crest Trail
Thomas Mølvadgaard fra Sindal er en barsk ung fyr. På mandag aften den 9. oktober fortæller han i Kig Ind, Nørager, om sin fantastiske præstation, til fods fra Mexico gennem diverse vildmarksområder i USA til målet i Canada ad Pacific Crest Trail, som kun hver tredje gennemfører, og færre end der har besteget Mount Everest..!
Det er fortællingen om, hvordan og hvorfor Thomas som den første dansker prøvede kræfter med ”hikernes Mt.Everest”, den 50 cm brede og 4300 km lange Pacific Crest Trail, som starter på grænsen Mexico/USA og slutter 15 km inde i Canada.
– Foran mig ventede uspoleret vildmark, stegende ørken, dræberbier, skorpioner, dehydrering, klapperslanger, bjørne, pulvermad, vabler og lokale hillbillyes, fortæller Thomas som en smagsprøve på alt dét, publikum skal høre om og opleve gennem mandag aftens levende fortælling, krydret med flotte billeder og filmklip fra den livsfarlige tur.
Ikke for tøsedrenge
Undervejs skulleThomas krydse 40 wilderness areas, 24 national forest, 7 national parks, 3 state parks, 14 indianerreservater, 1000 søer, 19 canyons og 57 bjergpas.
En ordentlig mundfuld, og der har der som nævnt også været flere på toppen af Mt.Everest, end der har fulført Pacific Crest Trail. Succesraten er på kun 30%.
Men det er også historien om at opfylde en 20 år gammel drøm. Om at lære sig selv og sine begrænsninger at kende. Om at være alene, fare vild, se en grizzlybjørn i øjenene og én gang for alle ændre sit syn på sig selv, verden omkring én, og et backcountry Amerika, som ligger meget langt fra vores gængse forestillinger om landet, og hvad det rummer.