Pas på de små og store skolebørn i trafikken

0

I august bliver der igen tæt trafik på skolevejene, når omkring 650.000 børn landet over kommer tilbage fra sommerferie. Derfor opfordres bilisterne til at vise ekstra hensyn over for både små og store skolebørn. For alle børn kan være meget impulsive i trafikken.

I 2018 var der 286 børn mellem 6-17 år, der kom til skade i trafikken, og 10 børn i samme aldersgruppe, der mistede livet på vejene. Det viser tal fra Vejdirektoratet. Selv om det er det laveste antal i mange år, så er det stadig alt for mange.

Derfor er en række kommuner i hele landet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i de kommende uger massivt til stede på skolevejene med kampagnen ”Børn på vej”, når de mange børn igen skal til at gå eller cykle til og fra skole.

Det er dog ikke kun de yngste skolebørn, man skal holde ekstra øje med. Mens de fleste godt ved, at små børn kan opføre sig impulsivt og løbe over en vej uden at se sig for, så er det også vigtigt at vide, at det samme gælder for teenagerne.

Gælder alle aldersgrupper

– Selv om teenagerne har mere erfaring med at færdes i trafikken, så kan de også være impulsive, overmodige og fx uopmærksomme på grund af deres mobil. Derfor skal der gerne ringe en lille alarmklokke hos os voksne, når vi møder børn i trafikken – uanset hvor gamle børnene er, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Politi på skolevejene

Når der er mange biler på skolevejene, og nogle af dem kører for stærkt, så skaber det utryghed både hos børnene og de forældre, der sender deres børn i skole på egen hånd. Og det er problematisk, da størstedelen af skolebørnene transporterer sig selv i skole. Tre ud af fire børn mellem 5-16 år kommer i skole på egen hånd, viser en undersøgelse blandt 2.030 forældre, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i 2018.

For at gøre skolevejene mere sikre og trygge gennemfører 

politiet derfor kontrol på skolevejene i august. Meget tyder nemlig på, at der stadig er plads til forbedring hos bilisterne. Da politiet i januar gennemførte kontroller på landets skoleveje, blev flere end 3.000 bilister sigtet for at køre for stærkt.

Så mange børn mellem 5 og 16 år kommer i skole på egen hånd:

Nordjylland: 72 %

Midtjylland: 74 %

Syddanmark: 80 %

Hovedstaden: 69 %

Sjælland: 76 %

(Kilde: Rådet for Sikker Trafik, undersøgelse blandt 2.030 forældre til 5-16-årige børn, sommer 2018).

Share.

Der er lukket for kommentarer.