Prisvinder svinger dirigentstokken i Skørping
Tirsdag aften den 19. november holder Hobro Kammerorkester efterårskoncert i Skørping Sognegård, med musik af Schubert, Mozart, J.S. Bach og Järnefelt. Tilhørerne kan blandt andet høre Mozarts Andante for fløjte og orkester med Bent Selchau som solist, J.S. Bachs Brandenburger Symfoni, Berceuse af Järnefelt samt første sats af Schuberts ufuldendte symfoni. Dirigent er den unge lovende dirigent Johanne Grønkjær (herover), som har gennemgået Danmarks Radios Malko Dirigentskole og modtaget Rebild Musikpris 2018. Hobro Kammerorkester er et amatørorkester bestående af 18 musikere. Orkestret har været på flere koncertrejser, blandt andet til Berlin, og indenlands til Hillerød med koncert på Frederiksborg Slot. Inden for de senere år har orkestret givet en række koncerter i Hobro Kirke, på Hobro Gymnasium, på Kulturstationen i Skørping og i forbindelse med Musikkens Dag på Værket i Randers. Gratis adgang.