Støvring-spejdere arbejdede og samlede ind til Spejderhjælpen 2019

0

Det Danske Spejderkorps har en række grundregler, blandt andet om at hjælpe andre og tage et medansvar i samfundet. I Støvring har knapt 40 spejdere  i den senere tid arbejdet for fonden ”Spejderhjælpen”, som i år hjælper dårligt stillede udviklingshæmmede i Ghana til et bedre liv.

Fonden sikrer nødlidende, syge og vanskeligt stillede børn en bedre tilværelse, og en af fondens væsentligste indtægtskilder er, at spejdere rundt om i landet indsamler penge ved at tilbyde en arbejdsindsats.

Støttebeløb via ”prisliste”…

I løbet af en uge fik Støvring-spejderne indsamlet næsten  2000 kr., blandt andet ved at de hjemme lavede mad, vaskede fodlister af, tømte opvaskemaskine og rydde op.

– Vi plejer at sige til spejderne, at de bare skal komme til os ledere, når der skal forhandles lommepenge, for vi har jo efterhånden næsten et komplet katalog over,  hvad forældre typisk betaler for forskellige arbejdsopgaver i hjemmet, smiler gruppeleder Birgitte Walsted Simonsen.

Nogle vejledende eksempler: Tømning af kattebakke giver 10 kr. pr. gang, støvsugning typisk 30 kr. pr. gang, og i den billigere ende kan nævnes, at taksten for at tømme opvaskemaskinen er helt nede på 5 kr. pr. gang.

Hjælper også andre hjælpere

Ud over spejderhjælpen har spejderne i de seneste uger også givet en hånd med ved Røde Kors-indsamlingen og ved salg af lodsedler for Lions Club. 

– Det er dejligt som gruppeleder at se, hvor meget spejderne vil gøre for at hjælpe andre. 

Selv om det er vådt og blæsende,  møder over 65 spejdere op for at sælge lodsedler i et par timer. 

– Så bliver vi gruppeledere stolte, og vi sender sammen med spejderne samtidig et signal om, at vi som spejdere gerne giver en hjælpende hånd til et vigtigt formål, og vi tager gerne ansvar for hjælpe, når muligheden er til det, slutter Birgitte Walsted Simonsen.

Share.

Der er lukket for kommentarer.