Raseri over langsom ambulanceudrykning i Nordjylland

Annonce

På side 8 bringer vi i denne uge en del facts m.v. om Nordjyllands Beredskabs første nytårsparole for Klynge Syd, i Haverslev Hallen søndag.

Som et aktuelt apropos til de udfordringer, det ét år gamle beredskabssamarbejde mellem samtlige Region Nordjyllands kommuner står over for, udsendte Landdistrikternes Fællesråd mandag en skarp protest imod de efter foreningens mening alt for lange såkaldte ”responstider” ved ambulanceudrykning i livstruende situationer.

Netop i Nordjyllands Beredskabs område svinger udrykningstiderne meget, af- hængig af hvor patienten bor eller er blevet akut syg, og regionen har Danmarks længste gennemsnitlige udrykningstider.

Det bekymrer formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, der advarer om, at det kan koste liv: – Det er uacceptabelt, at borgere i land- og yderområder ikke kan forvente den samme tryghed for at der kommer en ambulance hurtigt, når de har brug for det, siger han og henviser til opgørelsen over bl.a. udrykningstiden i Nordjylland.

Ifølge Ekstra Bladets kortlægning ser det nemlig værst ud i Region Nordjylland, som har 10 ud af de 19 områder, hvor minimum hver tredje ambulance er over et kvarter om at nå frem.

Mens man i gennemsnit venter 5,49 minutter på en ambulance i Aalborg, tager det gennemsnitligt 14,57 minutter, når der bliver ringet 112 ved livstruende sygdom i Hals blot 30 kilometer østpå. Ni ud af ti ambulancer i Aalborg er fremme inden for ti minutter – i Hals er det kun tilfældet for én ud af ti.

På vej mod A- og B-hold

Steffen Damsgaard er bange for, at Danmark bliver delt i et A- og B-hold, når det handler om adgang til sundhedsvæsnet:

– Det viser jo helt tydeligt, at dem, der bor i de større byer, oplever en kortere responstid og dermed en lettere adgang til livsnødvendig behandling end dem der bor i landdistrikterne.

På den måde kan jeg frygte, at vi får et A- og B-hold, siger han og forsætter: – Jeg mener kun, det er rimeligt, at landdistritkerne skal have den samme responstid, som man har andre steder. Det kan betyde forskellen på liv og død.

Regionsrådsformand frygter for økonomien

Hvis responstiderne skal være de samme i hele Region Nordjylland, vil det ifølge regionsrådsformand Ulla Astman (S) betyde en stor ekstraudgift på en halv milliard kroner.

– Jeg kan ikke anerkende den præmis, at man siger, at det her har vi ikke råd til, for det betyder i realiteten, at de mennesker der bor i yderområderne har en større risiko for at dø af et hjertestop eller andre akutte sygdomme bare fordi de bor, hvor de gør, siger Steffen Damsgaard.

TV2 NEWS på besøg

Han var mandag sammen med TV 2 NEWS på besøg i landsbyerne Harre og Kåstrup, hvor borgerne har oplevet lange responstider.

Landdistrikternes Fællesråd forventer handling fra regionerne, så responstiden ikke forbliver højere i yderområderne end den er andre steder. Formand Steffen Damsgaard har derfor mandag rettet henvendelse til landets regionsrådsformænd og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) for at drøfte situationen.