Rebild har Nordjyllands bedste erhvervsklima
Dansk Industri’s årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i de danske kommuner rangerer Rebild Kommune som det bedste erhvervsklima i Nordjylland og nr. 15 på landsplan.
Sidste år rangerede Rebild som nr. 28 på landsplan.
Undersøgelsen viser, at virksomhederne særligt er positive i forhold til kommunens fysiske planlægning, velfærdsservice, image og adgangen til arbejdskraft. Brugen af private leverandører, den kommunale sagsbehandling og dialog med erhvervslivet fremhæves som områder med forbedringspotentiale.
Formand for Rebild Erhvervsudviklingsråd Niels Juel Nielsen tager godt imod resultaterne.
– Rebild Erhvervsudviklingsråd har en målsætning om, at Rebild Kommune skal være et af de mest attraktive erhvervsmiljøer i Danmark. Derfor er det meget positivt at DI-virksomhederne overordnet set vurderer, at Rebild er et godt sted at være lokaliseret. Vi er dog også opmærksomme på, at vi kan blive bedre nogle steder, og at vi konstant skal arbejde på at styrke erhvervsfremmeindsatsen – og det vil vi naturligvis have fokus på i vort videre samarbejde med Rebild Kommune. Men i dag vil jeg glæde mig over, at pilen peger i den rigtige retning, uddyber Niels Juel Nielsen.
Borgmester Leon Sebbelin er på linje med erhvervsrådsformanden:
– Vi er og skal være en attraktiv erhvervskommune, og derfor er selvfølgelig positivt med denne tilkendegivelse fra DI-virksomhederne. Men én undersøgelse gør det ikke alene! Det kræver en fokuseret og vedvarende indsats af kommunen og af virksomhederne, og derfor vurderer vi også hele tiden på, om der er steder, vi kan gøre tingene bedre.
Rebild rykker!
Rebild Kommune rykker 13 pladser frem til en samlet plads som nr. 15. Som nævnt den bedst rangerende kommune i Region Nordjylland.
– Rebild Kommune scorer helt i top på fysisk planlægning, arbejdskraft og velfærdsservice. Det er et godt sted at bo, arbejde og drive virksomhed – ligesom virksomhederne vurderer den kommunale sagsbehandling lidt bedre end sidste år.
Til gengæld ligger kommunen i bund med en placering som nr. 91 på indikatoren for brug af private leverandører. Det er medvirkende til, at Rebild samlet ikke kommer med helt i top i årets undersøgelse, siger Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg, interesseorganisationen for Dansk Industri.
Borgmester Leon Sebbelin fremhæver byggesagsbehandlingen og det interne fokus på at sikre en fleksibel og helhedsorienteret service som aktuelle eksempler på Rebild Kommunes indsats, efter Rebild er kåret som Nordjyllands mest erhvervsvenlige kommune:
– Vi er i den gunstige situation, at byggeaktiviteten er rigtig stor for tiden, men bagsiden af medaljen er, at det har skabt flaskehalse og til tider længere sagsbehandlingstider på byggesagsområdet. Derfor har vi allerede prioriteret midler til byggesagsbehandlingen inden sommerferien, og jeg forventer at byrådet handler på byggeboomet i budgetforhandlingerne, så området bliver styrket yderligere. Samtidig har vi på tværs af de kommunale afdelinger sat fokus på at levere en hurtig og helhedsorienteret service til virksomheder, uanset hvor i kommunen de henvender sig, understreger Leon Sebbelin.
Mariagerfjord Kommune bliver nr. 47 i årets undersøgelse, Jammerbugt Kommune nr. 40, Vesthimmerlands Kommune nr. 25 – stort set status quo i forhold til 2014.