Rebild Kommune bliver måske Danmarks Friluftskommune 2015

0

Rebild Kommune deltager som den eneste nordjyske kommune i Friluftsrådets store kommunekonkurrence om at blive årets friluftskommune. I alt 10 kommuner deltager i konkurrencen. Årets tema er inddragelse af friluftsliv i kommunens klimatilpasningsindsats. Dermed er temaet for 2015 mere udfordrende end tidligere års emner. Skulle Rebild Kommune vinde titlen, vil præmiesummen på 250.000 kr. gå til Klima Rebild 2016 arrangementet. Vinderen kåres i september.

Danmarks Friluftskommune er en pris, der årligt uddeles af Danmarks Friluftsråd. I 2015 skal Danmarks Friluftskommune findes blandt de kommuner, der er bedst til at indtænke friluftsliv i kommunens klimatilpasningsindsats. Danmarks Friluftsråd foreslår selv tiltag som f.eks. vandreservoir indrettet som vandlegeplads eller vandløb og vådområder med stier, fugletårn og naturformidling som mulige tiltag inden for emnet. I alt 10 kommuner deltager i konkurrencen om at blive Danmarks Friluftskommune 2015.

Juryen er i gang

Rebild Kommune deltager som eneste nordjyske kommune. Kommunerne har tilmeldt sig 15. juni via et ansøgningsskema. I Rebild Kommune er det udviklingskonsulent i kultur- og fritidsforvaltningen Sara Tornøe, der har stået for at formulere ansøgningen. I løbet af juli og august vil en jury bedømme alle ansøgninger, hvorefter årets vinder offentliggøres ca. 1. september.

Vinderen i 2014

Prisen som Danmarks Friluftskommune har været uddelt siden 2009. Sidste år deltog i alt 20 kommuner, hvoraf Kolding Kommune løb med titlen og de 250.000 kr. Temaet for Danmarks Friluftskommune 2014 var kommunernes arbejde for at integrere friluftsliv i sundhedsindsatsen. I udvælgelsen af vinderen i 2014 havde juryen lagt vægt på, at Kolding Kommune havde gennemført mange flotte tværfaglige sundhedsprojekter. Dermed løb Kolding Kommune med titlen Danmarks Friluftskommune 2014, til stor glæde for Koldings borgmester Jørn Pedersen.

Overrækkelse i september

Med deltagelsen i årets konkurrence kan Rebild Kommune blive den syvende vinder i rækken af Friluftskommuner. Skulle Rebild Kommune blive kåret som Danmarks Friluftskommune 2015, vil prisen blive overrakt ved et arrangement i kommunen i slutningen af september.

FAKTA-BOKS

Danmarks Friluftskommune er en pris, der årligt uddeles af Danmarks Friluftsråd. Prisen blev første gang uddelt i 2009. Prisen er en del af Friluftsrådets arbejde for at få kommunerne til at inddrage friluftslivet i deres planlægning samt indtænke friluftsliv i alle forvaltninger. Dette er ønskeligt, da frisk luft og naturoplevelser skaber velvære for borgerne. Samtidig er muligheden for friluftsliv og naturoplevelser blandt de vigtigste kriterier, når folk vælger bosted. Derfor har Danmarks Friluftsråd udgivet både pjecer og en bog for at inspirere og hjælpe kommunerne og give dem nogle redskaber til at inddrage friluftslivet i deres planlægning. Derudover har Friluftrådet, som beskrevet, indstiftet prisen Danmarks Friluftskommune. Det er en årlig pris, som uddeles til en kommune, der gør en særlig indsats for at fremme friluftslivet. Ud over titlen og æren medfølger en kontant præmie på 250.000 kr. Læs mere om konkurrencen på www.friluftskommune.dk.

Share.

Der er lukket for kommentarer.