Rebildløbet satte Rold Skov på den anden ende, – over 400 deltagere..!
Over 400 løbelystne deltagere havde meldt sig klar til årets Rebildløb, som traditionen tro bød på både smuk natur og farlige røverkællinger.
Solen havde heldigvis taget ja-hatten på fra morgenstunden. Og da de første løbere blev sendt af sted med et brag klokken 10, kunne de se frem til godt 21 kilometers løb i høj solskin og smukke omgivelser.
Alt åndede dog ikke fred og idyl i skoven på løbsdagen. Farlige røvere lå på lur blandt træerne, og muntre musikanter dukkede pludselig op om det næste hjørne. Arrangørerne af Rebildløbet har nemlig valgt at holde fast i, at historien om gamle dages Rold Skov skal være en del af løbet.
– Rold Skov har noget eventyrligt over sig, som forstærkes af de gamle røverhistorier. Vi synes, at det er helt oplagt, at de historier bliver en fast del af Rebildløbet, siger Anne Voss, som er en af de frivillige, der arrangerer løbet.
– Og så synes vi også, at det giver løbeturen en helt ny dimension, når man gentagne gange overraskes ude på ruterne og aldrig helt ved, hvad man kan forvente.
Gys, gru og grin
”Hvad Søren! Er der også små prinsesser ude at løbe?”, gnækkede røverkællingen, som havde gemt sig inde i krattet. Og børnene hvinede og skyndte sig at løbe deres ene kilometer lidt hurtigere.
Børneløbet er altid populært, og det var det også i år, hvor børn fra klapvognsalderen og op til ti år gav den gas gennem et lille stykke af skoven, før de modtog deres velfortjente medaljer.
– For os er det vigtigt, at Rebildløbet er for hele familien, forklarer Anne Voss.
– Vi gør meget ud af at give børnene en god oplevelse med at løbe, og vi håber da også, at vi får prikket lidt til deres nysgerrighed omkring skovens røverhistorier.
Pitstops med forkælelse
En for en kom løberne tilbage over målstregen efter at have løbet deres respektive distancer. Heldigvis kunne de glæde sig over, at der i målområdet blev langet pølser over grillen til at stille den værste sult. Om end ingen burde komme hjem med helt tom mave efter turen rundt på ruten, afslutter Anne Voss:
– Depoterne har simpelthen været proppet med sodavand, slik og chips. Når folk giver sig i kast med sådan et løb her, så fortjener de også at blive forkælede.
Rebildløbet gennemføres altid den anden lørdag i juni – næste gang den 9. juni 2018.
Årets vindere:
Halvmaraton, mænd: Claus Hallingdal Bloch
Halvmaraton, kvinder: Mette Graversgaard
13,7 kilometer, mænd: Søren Søndergaard
13,7 kilometer, kvinder: Anja Karina Larsen
5,9 kilometer, mænd: Martin Kraglund
5,9 kilometer, kvinder: Anne Åbom Dahl
Børneløbet: Oliver Kraglund