Havejerne ved det godt – det er tid til at gøde roserne, og mange er for længst i gang med at klippe de smukke buske ned. For intet optager haveejerne så meget som roser. Også i disse år, hvor rosens duft og farver er i fokus, og også byboerne i høj grad har taget blomsten til sig.
Den er kendt for sine dufte og sin skønhed, og den er indbegrebet af romantik og kærlighed. Og så er det den blomst, der ubetinget optager haveejerne allermest. Rosen – ’blomstens dronning’ – har været elsket og dyrket i årtusinder og er stadig en af havens mest populære blomster.
– Der er en enorm interesse for roser blandt danske haveejere. En stor del af de henvendelser, vi får i haverådgivningen, er om roser, og undersøgelser blandt vores medlemmer viser også, at virkelig mange interesserer sig for den romantiske have, hvor roser er et must, fortæller Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
– Roser er meget populære i haven. De er flotte sammen med stauder, og det er en fin måde at få blomstring i haven over en stor del af sæsonen. Når vi får mange henvendelser i rådgivningen, skyldes det blandt andet, at man kan læse og lytte sig til virkelig mange gode råd om roser. Og det er ikke alle, der er rigtige – men det er heller ikke alle, der er forkerte, for der er mange måder at gribe roserne an på, og meget afhænger af jorden og sorten, siger Louise Møller.
–Det er ikke længere kun haveejerne i villaer og parcelhusområder, der interesserer sig for roser. Også flere yngre mennesker vil gerne have roser på altanen, tagterrassen og ind i baggårdene. I det hele taget fylder roser mere i bybilledet i dag. Mange planter i dag roser for at tiltrække bier og gøre både byen og haverne rundt om mere bæredygtige.
Blandt romerne var rosen et symbol for velstand og virilitet, og efter først at have været dømt ude af kirken, og gemt væk hos munkene, der bevarede dem blandt andet for deres medicinske egenskaber, tog kirken rosen til sig og gjorde den hvide rose til ’Jomfru Marias’ som et symbol på renhed.
Mens de fleste historiske roser er fulde af duft med nuancer, har mange moderne roser været uden, eller med en duft uden nuance. Men i dag udvikles de oftere med dufte, og også med nuancer.
Mange tror, at roser er så besværlige, men det er faktisk noget af det nemmeste man kan plante i sin have. Mange fejlinformationer stammer fra gamle tider, men det har desværre sat sig fast, så der er en del misforståelser at få udryddet.
Til sidst nogle gode råd til at beskære roser
Man skal ikke være bange for at klippe meget ned, så længe man ikke klipper helt i bund. Rosen skal nok skyde igen. Historiske roser, som man typisk gerne vil have størrelse på, klippes mere moderat.
En vigtig del af beskæringen er at få syge og tørre grene væk, for det er med til at holde rosen sund. Snittet ligger godt lige over en knop – gerne en udadvendt knop, der vokser væk fra centrum af busken.
Bunddækkeroser bliver cirka 60-80 cm høje og er meget nemme at have med at gøre. Der kan man nu i foråret tage en hækkesaks og være lidt grov.
Ønsker du at sende en buket roser til en, du holder af? Så kan du med fordel tage et kig på Sendblomster.dk, hvor du nemt og hurtigt kan danne dig et overblik over mulighederne.