Slots- og Herregårdsturen i Himmerland genoplives
Himmerland er en spændende landsdel. Ikke mindst har de mange store slotte og godser været en vigtig del af egnens historie. Derfor har Den konservative vælgerforening besluttet at genoplive den tur, turistforeningen tidligere har gennemført med stor succes.
– I den forbindelse er det lykkedes at overtale forhenværende skoleleder og mangeårigt medlem af Skørping Kommunes byråd Vagn Gaarde til igen at optræde som guide på turen, fortæller Flemming Knudsen fra Den Konservative Vælgerforening i Rebild.
Ud over at fortælle om de slotte og godser, som indgår i turen, vil han øse ud af sin lokalhistoriske viden, så alle deltagere går derfra med ny viden om Rebild-egnen.
Lørdagstur
Turen finder sted lørdag 3. oktober om eftermiddagen og varer godt tre timer. Deltagerne mødes på parkeringspladsen ved Rebildporten, og får bl.a. lejlighed til at se Lindenborg Slot, Willestrup Gods, Nørlund Gods, Ravnborg m.v.
Undervejs serveres kaffe og kage, og der er mulighed for køb af øl og vand.
– Turen er naturligvis åben for alle med interesse for vores egn, så saml venner og bekendte til denne lille udflugt ind i historien, opfordrer Flemming Knudsen og slutter:
– Som arrangør glæder vi os til at kunne tilbyde denne mulighed. Historie er en vigtig del af vores baggrund og hvad er vel egentlig mere spændende end kunne lære noget nyt om sin egn og kunne fortælle det videre til gæster udefra, når de kommer på besøg og spørger om Himmerlands historie..?
Hans Henrik Borup Laugesen
