Solbeskinnet forårsmarked i Skibsted
Solen strålede både udendørs og indendørs på årets forårsmarked i Skibsted Forsamlingshus, som jo også kendes under navnet Kulturhuset Toften. Mange mennesker trodsede solens lokken og bevægede sig indendøre for at gøre et godt køb. – Kaffen og den hjemmebagte kage var også værd at smage, lyder det fra Kulturhuset Toften.
I Kulturhuset Toften i Skibsted (byens forsamlingshus, red.) var der for nylig forårsmarked. På trods af det strålende solskin denne søndag eftermiddag, var der mange som brugte eftermiddagen med at kigge på boder i forsamlingshuset. Der blev solgt både smykker, strik, planter og mange andre skønne ting. Prisen for en stand var en gave, som kan bruges til præmie ved bankospillet i Kulturhuset Toften onsdag den 6. maj. Sult og tørst kunne stilles ved køb af kaffe og kage, en øl eller sodavand i den lille café, som Toftens bestyrelse havde opstillet ved forsamlingshusets køkken. Forårsmarkedet er en årligt tilbagevendende begivenhed.