Spejderne i Støvring smøgede ærmerne op og hjalp andre

Annonce

I grundreglerne for Det Danske Spejderkorps står der blandt andet, at man skal hjælpe andre og tage et medansvar i samfundet. I Støvring valgte DDS-spejderne at leve op til dén del af formålsparagrafferne ved at hjælpe ved Spejderhjælpens indsamling og ved at bakke op omkring Røde Kors indsamlingen forleden.

Hvert år samler spejdere i hele landet penge ind til fonden ”Spejderhjælpen”, som er en fond til fordel for nødlidende, syge og vanskeligt stillede børn. Fonden skaffer ikke sine penge gennem store indsamlingsshows eller landsindsamlinger. Det er derimod ved, at spejdere mod betaling tilbyder en arbejdsindsats.

Ret til skolegang
I 2018 bliver der samlet ind til projektet ’Uddannelse for alle’, som støtter børn med handicaps i Rwanda med at komme i skole og få en uddannelse. Projektet er et samarbejde med Danske Handicaporganisationer.
I løbet af en uge fik spejderne indsamlet over 2200 kr. til Spejderhjælpen.
Det skete blandt andet ved, at spejderne lavede mad derhjemme, vaskede fodlister af, tømte opvaskemaskine
og plantede blomster i altankasse.
– Vi plejer, at sige, at spejderne altid kan komme til os for råd til forhandling om lommepenge, fortæller gruppeleder Birgitte Wilsted Simonsen med et glimt i øjet.
– Vi har jo næsten et komplet katalog over, hvad forældre typisk betaler for forskellige arbejdsopgaver i hjemmet.

”Vejledende prisliste”:
Spejdernes arbejdsopgaver viser, at hundeluftning normalt giver 10 kr. pr gang og at støvsugning typisk giver 20 kr. pr. gang, mens det i den billigere ende kan nævnes, at taksten for at lave kaffe til forældre er helt nede på 5 kr.

Stemte også dørklokker
Ud over spejderhjælpen besluttede et par håndfulde spejdere også at give en hånd med til indsamlingen ved Røde Kors i begyndelsen af oktober.
Spejdere er jo som bekendt vant til at vandre, så da der blev skridtet godt til, blev der dækket en del ruter rundt om i Støvring.
– Det har været en god oplevelse af hjælpe til ved Røde Kors indsamlingen, da vi har mødt en masse venlige folk, fortæller Birgitte Wilsted Simonsen.
– Vi har samtidig også fået givet en hjælpende hånd til et vigtigt formål, og vi har som spejdere fået sendt et signal om, at vi også gerne vil tage ansvar for at hjælpe, når muligheden er til det.