Støvring Folkedans er klar til en ny sæson med svingom, – nummer 41 i rækken..!

0

Tilmeldingen til denne vinters aktiviteter hos Støvring Folkedansere er i fuld gang forud for foreningens 41. sæson.

– Vi har oplevet fusioner og lukninger af foreninger for folkedans i vort område, så derfor er vi meget glade for stadig at kunne tilbyde denne aktivitet i Støvring, siger foreningens formand Inger Marie Rudkjøbing: – Vi synes jo selv, at dans er en god motion for både ben- og lattermuskler – ud over at være et bidrag til at bevare og videreføre en god gammel dansk kultur. – De danse, som vor kyndige danseleder Jonna Nilsson vælger sammen med de aktive dansere, har i høj grad udspring i den danske dansetradition og -kultur, understreger Inger Marie Rudkjøbing. 

– Vi danser mange former for polka, valse og turdanse, og lanciers er en meget populær dans, som vi tit øver os i. Vi har to spillemænd tilknyttet foreningen, for det er ikke det samme at skulle danse til musik fra en cd. 

– Det skal dog ikke være en hemmelighed, at vi godt kan bruge tilgang af nye dansere, øvede såvel som uøvede, afslører formanden og slutter: – Vi tager godt imod nye dansere, og vi har oftest held til at skaffe en dansepartner, hvis man kommer alene, slutter formanden og henviser til Støvring Folkedanseres hjemmeside og facebook.

Share.

Der er lukket for kommentarer.