Syv patientforeninger trak 120 til vælgermøde
Syv patientforeninger stod bag invitationen til alle partier og lister ved det kommende kommunalvalg i Rebild, om at udgøre panelet ved et vælgermøde på Kulturstationen i Skørping forleden.
Det blev en succes med ikke færre end omkring 120 interesserede vælgere og gennemgående ”topfolk” fra de enkelte lister i panelet.
Arrangørerne, som var Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Hjernesagen, Hjerteforeningen, Sind, foreningen Danske Døvblinde, Syns- og hørehæmmede samt Osteoporoseforeningen, var særdeles tilfredse med det store fremmøde.
De enkelte partier og lister var som nævnt i høj grad mødt med deres spidskandidater, og det var et spørgelystent publikum, de havde foran sig, med spørgsmål om listernes holdninger til både generelle sundhedspolitiske spørgsmål og mere specifikke emner, herunder akutpladser på Mastruplund, forebyggelse og genoptræning med videre.
Frivillighedshus
Et af de gennemgående spørgsmål der blev debatteret, var de enkelte partier og listers holdning til et frivillighedshus, hvor borgere og patienter uforpligtende skal kunne mødes til dialog, gode råd og vejledning.
Velviljen var ganske pæn, – altså ikke en afvisning af behovet – , men mange tilkendegivelser om, at idéen skal drøftes og udvikles, – og gerne i et samarbejde med borgere og brugere, så det er med garanti ikke det sidste møde mellem borgere og lokalpolitikere, hvor idéen om et ”Frivillighedshus” er på dagsordenen.