På en helt unik cykeltur søndag formiddag den 15. september kigger deltagerne helt bogstaveligt gennem landskabsmalerier skabt af Himmerlands gamle malere og medlemmer af kunstnerkolonien Ørnebjerg for at opleve landskaberne, som de så ud dengang, og som de ser ud i dag. Det er Rebildcentret, der tilbyder denne oplevelse, som kun gennemføres denne ene gang.
Natur og kultur formidles undervejs gennem malerkunsten af kunstsamler Svend Erik Østergård og naturvejleder Søren Risborg – på de steder ude i landskabet, hvor kunstnerne engang stod med deres staffelier.
Starter midt på formiddagen
Cykelturen starter ved RebildPorten midt på formiddagen, og den forventes at tage omkring tre timer. Deltagerne på den guidede tur kører til Ørnebjerg, Bundgården, Kovads Bæk, Rebild Bakker og Thingbæk – for det meste ned ad bakke. Turen slutter i Rebildcentret, hvor Sven Erik Østergård viser rundt i udstillingen ”I de gamle maleres fodspor”. De mange malerier i udstillingen er blevet til på de steder, som netop er blevet passeret på formiddagens cykeltur.
Deltagerne skal lige huske at medbrige følgende: Cykel, madpakke, drikkevarer og påklædning efter vejret .
FOTO: Gammelt maleri, som forestiller Kovadsbækken for foden af Rebild Bakker; – se artikel fra RebildGuide Birgitte Wilsted Simonsen: Kovadsbækken ligner sig selv dén dag i dag!