Tag med på rundtur blandt Tysklands super-øl
St. Brøndum Forsamlingshus omdannes for en stund til øl-knejpe fredag aften den 6. september.
Den kendte vesthimmerlandske Øl-entusiast og -ekspert Torsten Hansen har nøje udvalgt de forskellige øl, som publikum skal smage sammen med spiselige specialiteter.
Torsten Hansen sørger for at tage deltagerne med på en spændende rejse rundt i Tysklands øl-historie.
– Der findes over 1000 tyske bryggerier, og tyskerne har flere øltyper, som er opfundet i landet, fortæller en af arrangørerne, Birthe Nielsen, og hun understreger: – Den tyske ølhistorie er spændende, og tyskerne er stolte over deres øl.
– Det vil Torsten Hansen fortælle om ud fra to hovedemner: Oktoberfesten i München og Deutsche Reinheitsgebot – en tysk renhedslov, slutter hun.
Ekspert med stort E
Torsten Hansen har mange berøringsflader inden for øl. Han stiftede Tordenkalvens Øllaug i Vesthimmerland og var formand for foreningen i 15 år. I lige så mange år var han nyhedsredaktør for Danske Ølentusiaster på Internettet. Han har også været redaktør for Danske Ølsamlere, og har i over 25 år samlet på øl og opsøgt viden om emnet. Det er blandt andet blevet til flere end 3000 danske øl..!
I otte år havde han egen virksomhed, hvor han distribuerede specialøl i Nordjylland, og han var initiativtager til foreningen Det Gode Liv, med fokus på ”alt det, der smager godt”.
Torsten Hansen har siden 2001 rejst Danmark rundt og holdt ølsmagninger kombineret med foredrag om øllets historie. Der er nok at fortælle om, for øllets historie strækker sig mere end 8000 år tilbage i tiden!