Lørdag den 30. maj var der koncert med Kris Herman i Terndrup. Koncerten var arrangeret af TandTeam Terndrup i samarbejde med Terndrup Idrætsforening, Super Brugsen Terndrup, Terndrup Bageri og Print & Grafik Terndrup. Koncerten var gratis, men der blev solgt øl, vand, pølser m.m. til de glade koncertdeltagere. Overskuddetfra salget går til Terndrup Idrætsforening. –Vi regner med succes, og at det måske i fremtiden bliver en årlig begivenhed, der kan støtte lokalområdet på en sjov og anderledes måde, oplyste tandlæge Martin Tange til Vores Avis forud for koncerten. Kris Herman og Martin Tange kender hinanden fra Aarhus, hvor de mødtes første gang, da Kris Herman sang a cappella ved en fælles bekendts bryllup. I dag lever Kris Herman af sin musik. Interessen for sang og musik har han fået med fra barndomshjemmet i Hasle. Siden blev han bachelor i både informationsvidenskab og ved musikkonservatoriet. I 2010 besluttede Kris Herman at lægge al sin energi i en musikalsk karriere. Til koncerten i Terndrup sang Kris Herman flere sange på både dansk og engelsk til stor glæde for det fremmødte publikum, som trods den kolde forårsvind både sang med og tog et par dansetrin. Kris Herman kan for øvrigt opleves til Aarhus Rocker lørdag den 27. juni, hvor han åbner ballet, inden de danske rockbands Carpark North og D:A:D indtager scenen.