”Ud i naturen med RebildGuiden…”: En række røde træstolper midt i Bjergeskov

0

Af: Birgitte Wilsted Simonsen, RebildGuide

På en af mine første ture i Rold Skov for efterhånden en del år siden, kom jeg gennem Bjergeskov. Det er den del af skoven, der ligger nord for Rebild Kirkevej op mod ådalen ved Lindenborg Å.

Det var tidligt forår, og der var endnu ikke kommet blade på træerne. 

Jeg kunne derfor se forholdsvis tydeligt ind gennem en beplantning af bøgetræer.

Her fik jeg øje på en rød stolpe og lidt efter endnu en og så en til. 

Mærkeligt med en række røde træstolper midt i skoven, så det skulle selvfølgelig undersøges. På hver røde stolpe var der et grøntskilt, der fortalte, at her var plantet en speciel type bøg.

Ingen fordel af ”hjemmebane”

Jeg har siden lært, at der var tale om et såkaldt provensiensforsøg: Fra 1926-1927 plantede man på samme tid en række forskellige arter bøgetræer, der var indsamlet rundt om i landet.

Ved forsøget var det formålet at undersøge, hvordan væksten var for de forskellige arter af bøgetræer.

Med lidt lokale briller så er forsøget ikke gået så godt, da det er de hjemmehørende bøge fra Rold Skov, der har udviklet sig dårligst.

85 meter i højdeforskel

Bjergeskov er også et af de steder, jeg går, hvis jeg lige synes, at pulsen skal lidt op.

Skoven lever nemlig op til sit navn med et kuperet terræn, hvor der er en forskel på omkring 85 meter fra det laveste til det højeste punkt.

Når Bjergeskov også er et af mine favoritsteder, så er det fordi skoven er meget varieret mellem lidt mørke områder med høje gamle grantræer til områder med lys bøgeskov.

Samtidig kan man også her finde den gamle bøgeskov med sine krogede stammer, som Rold Skov også er kendt for – og ikke mindst, så er der her så mange spændende steder, man kan besøge på sine ture.

Share.

Der er lukket for kommentarer.