VÆRN OM VAND har klaget over Råstofplan 2016
Med en klage til Natur- og Miljøklagenævnet har gruppen VÆRN OM VAND sat punktum for et års intensiv kamp mod udvidelse af råstofgraven i Siem Skov. En kamp, som har kostet utallige frivillige timer, men som hidtil har været forgæves, da et flertal i Regionsrådet på sit april-møde i år godkendte ”Råstofplan 2016” inklusiv et nyt graveområde nord for den eksisterende grav i skoven. Det nye område kom ind i Region Nordjyllands forslag til ”Råstofplan 2016” efter ønske fra lodsejeren, Lindenborg Gods, og indvinder NCC.
Ikke kun VÆRN OM VAND-gruppen, men også Rebild Kommune, klager over den nye regionale råstofplans afsnit om benyttelse af Siem Skov Nord.
På Regionsrådets april-møde stemte kun politikerne fra SF og Enhedslisten for at tage Siem Skov Nord ud af råstofplanen, ligesom VÆRN OM VAND har ønsket – og argumenteret ihærdigt for både ved en demonstration ved Torup Kirke i efteråret, på møder med Region Nordjylland og ved en happening i Regionshuset på selve afstemningsdagen.
Hvem er gruppen..?
VÆRN OM VAND består af naboer til Siem Skov, Terndrup Vandværk, St. Brøndum – Siem – Torup Menighedsråd, Enhedslisten Rebild, Danmarks Naturfredningsforening og andre borgere. Gruppens hovedargument er, at råstofindvindingen kan resultere i forurening af grundvandet, som dannes under skoven og strømmer mod bl.a. Terndrup Vandværks boringer. Et uheld i den nye eller den eksisterende grav kan således afskære flere tusinde borgere fra rent drikkevand.
Kommunen klager også
Ønsket om at beskytte grundvandet var også årsagen til, at Rebild Kommune, som er myndighed for grundvandsbeskyttelse, gjorde indsigelse mod Råstofplan 2016 inden den endelige vedtagelse. På sit seneste møde besluttede et enstemmigt byråd, at Rebild Kommune – ligesom VÆRN OM VAND – skal klage over den del af råstofplanen, som vedrører Siem Skov Nord.
Fem sider argumenter
Anette Bruun Hansen, som er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Rebild Kommune og lokalbestyrelsens repræsentant i VÆRN OM VAND, har sammen med naboer til Siem Skov skrevet en fem sider lang klage, som Natur- og Miljøklagenævnet har modtaget og kvitteret for. Klagenævnet tager udelukkende stilling til retslige spørgsmål og således ikke til, hvorvidt indholdet i ”Råstofplan 2016” er ønskværdigt. I sin klage argumenterer VÆRN OM VAND for, at udpegning af graveområdet Siem Skov Nord kan være i strid med råstofloven, planlovens regler om VVM, naturbeskyttelseslovens §3, EUs habitatdirektiv og Rebild Kommunes Kommuneplan 2013.
FOTO: På billedet fra VÆRN OM VAND’s besøg i Terndrup Vandværk ses fra venstre Poul Vinding fra Terndrup Vandværk, Bent Skovgaard Olsen fra Enhedslisten, Anette Bruun Hansen fra Danmarks Naturfredningsforening, Anton Ohrt-Nissen fra menighedsrådet og Dan Jørn Mortensen, mens VÆRN OM VAND-medlemmerne Keld Adzersen, nabo til Siem Skov, og sognepræst Therese Strand Nielsen ikke var tilstede ved denne lejlighed.