Veggerby ligger i Himmerland i det nordvestlige hjørne af Rebild Kommune. De to nærmeste byer er landsbyerne Byrsted og Kirketerp. Nær Veggerby ligger også Højris Mølle. Møllens historie strækker sig helt tilbage til middelalderen, hvor den fungerede som vandmølle. Veggerby har ca. 35 beboere. De bor naturskønt med både plantager, sø og mose tæt ved byen. Det primære kendetegn for selve landsbyen er, at flere af byens huse og gårde ligger placeret rundt om gadekæret, som man så det i de fleste danske landsbyer før landboreformen i midten og slutningen af 1700-tallet, hvor bønderne gik fra fælles drift på fælles marker til at hver havde sit jordlod placeret rundt om selve gården/husmandsstedet.
Jeg besøger Veggerby en torsdag eftermiddag i juni. Byen ligger smukt placeret i det bakkede landskab, omgivet af såvel skov som åbne marker. Flere smalle og idylliske skovveje fører ind til den lille landsby, hvor husene er centreret rundt om gadekæret/branddammen. Den tidligere skole, som i dag fungere som Bed & Breakfast, og byens kirke ligger begge et stykke uden for selve landsbyen. Mens jeg traver rundt i byen med mit kamera, kommer skolebørnene hjem med bussen, og der er livlig aktivitet på en af byens store landbrug. Da jeg forlader Veggerby passerer jeg Veggerby Frugtplantage. Veggerby Frugtplantage ejes af Arne og Dorte Koldsø. Veggerby Frugtplantage har ud over sine mange frugttræer også en stor flok af shetlandsponyer.
Klokken fylder 150
Veggerby kirke kan ses på lang afstand. Kirken ligger på Veggerby Sogns højeste punkt. Den menes at være bygget omkring år 1200. Kirkens tårn kom dog først til ca. 200 år senere. Det menes at være tilføjet omkring år 1400. Selve kirken er bygget i romansk stil, mens tårnet, er opført i sengotisk byggestil. Kirken er desuden bemærkelsesværdig på grund af sin længde. Hele 17 meter lang er Veggerby kirke. Det er meget for en landsbykirke opført i middelalderen. Derudover har kirken en præstedør. Døren sidder i korets sydside. I sidste uge fejrede man i Veggerby, at kirkeklokken i år fylder 150 år. Klokken er støbt af Brødrene Meilstrup tilbage i 1865. Sidst, der var et større arrangement i Veggerby kirke var i forbindelse med påsken. Her havde organist Inger Marie Larsen opbygget en flot koncert. Denne bød både på korsang med mandskoret, en duet mellem kirkens kordegn Jacob Winther Pedersen og hans datter Dorthe, samt rent musikalske indslag. Efter koncerten fik alle gæster og optrædende kaffe i kirkerummet. Præst i Veggerby kirke er Ingeborg Brun Sebbelin, som også er præst i Øster Hornum kirke.
Fritid i Veggerby
Veggerby byder på gode muligheder for en aktiv fritid. Her er der mulighed for at udfolde sig inden for forskellige sportsgrene ved Byrsted Hjeds Idrætsforening. Foreningen tilbyder bl.a. fodbold, atletik, petanque og badminton. Samtidig er Byrsted Hjeds Idrætsforening aktive som arrangører af eller som deltagere i Store Legedag i Kirketerp (tidligere omtalt i Vores Avis), fodboldstævner, petanquestævner, klubfester, børnedyrskue og aktivitetsdage. Sætter man større pris på friluftsliv end sport, så er der rig mulighed for at finde ligesindede hos Veggerby FDF. Veggerby FDF er en aktiv forening med flere forskellige aktiviteter i løbet af året. Veggerby FDF har tidligere afholdt middelalderdag, været på kanotur og sommerlejer.
Den gamle skole
Som i mange andre af de små landsbyer er skolen blevet nedlagt. Men i Veggerby er den gamle skole genopstået i en ganske ny form. Siden 1995 har den gamle skole været indrettet til og drevet som Bed & Breakfast. ”Butik Søstrene” tilbyder her såvel enkelt som dobbelt værelser, lyse og venlige, til alle slags vejfarende. Turister, der måtte vælge at tilbringe et par dage eller flere i Veggerby, kan glæde sig over, at der herfra er ganske kort afstand til den smukke natur ved Rold skov og Rebild Bakker.