Vellyd og gode grin, – på irsk.!

Annonce

Det gav genlyd af vellyd og god humor ud over scenekanten i Kulturhuset Arden, da den irske duo Annie Kinsella og Kieran Goss sidste fredag var på besøg under deres første Danmarks-turné nogensinde: At dømme efter publikums næsten grænseløse begejstring bliver det ikke sidste gang, de to sympatiske irere gæster stedet. Numrene kom fra et stort bagkatalog af egne og andres sange, og publikum i den fyldte sal nød duoens naturlige og ydmyge tilgang til musikken – erhvervet gennem et par årtiers erfaring fra små og store scener i det meste af Europa samt på hjemmebanen i Irland. Det var sange, som tydeligt havde en baggrund i en solid irsk musiktradition, hvor de store følelser blev udtrykt gennem stilfærdige og rørende melodier tilsat et par meget smukke stemmer. Det hele blev serveret med nogle meget afslappede og humoristiske introduktioner – som fx historien om Kieran Goss’ første pladeudgivelse; – Den blev solgt i et svimlende antal af 13 eksemplarer, og da jeg mange år senere ryddede op i min mors hus efter hendes død, fandt jeg de 12 af dem i et bunden af et køkkenskab….