Gravlev er en lille landsby i Rebild Kommune. Byen ligger syd for Støvring, ikke langt fra Rebild. Fra Gravlev er der smuk udsigt over Gravlev Sø og Rebild Bakker. Kører man af landevejen mod Aalborg, forbi Gravlev, har man til gengæld en smuk udsigt over Lindenborg Ådal med landsbyen Gravlev som bagtæppe – en udsigt, som St. St. Blicher beskrev allerede i 1842.

I anledning af den nært forestående Halloween/Allehelgene er denne uges landsby Gravlev. Der knytter sig nemlig et gammelt sagn til landsbyen, som nok kan sende en kuldegysning gennem enhver Halloween-fest, hvor der fortælles spøgelses- og uhyggehistorier. Men Gravlev er også en smuk landsby, placeret i et rent naturens mekka med smuk udsigt, hvor også kulturen har strøet sine perler. Mit oprindelige besøg i byen fandt sted en sen sommeraften, hvor det sommerlige tusmørke lå som en dyne over byen. I dette lys så naturen næsten eventyrlig ud, og alt åndede fred i den lille landsby.

St. St. Blicher

Som nævnt i indledningen, har Danmarks berømte ”hede-digter” Steen Steensen Blicher beskrevet Gravlev i 1842. Det sker i novellen ”Kærlighed på Dagvognen”, hvor Blicher beskriver udsigten over Lindenborg Ådal og Gravlev således: – Jeg må afbryde mine forelæsninger for mit rejseselskab, der afbrød mig ved nedkørslen fra Gravlev med mere eller mindre hjertelige bifaldsytringer over skønheden af denne dal med sine enge, sin bæk, sin sø, flankeret mod øst af tårnhøje skovbakker, og lige overfor oplivet af den idylliske kirkeby.

Naturen

Naturen var smuk dengang – og det er den også i dag. Her er Gravlev Sø, Ravnkilde Bakker, Ravnkilde og Gravlev Kilde, som løber ud i Lindenborg Å. Områderne omkring Gravlev er omfattet af en lang række udpegninger med henblik på naturbeskyttelse. Det drejer sig om Natura2000 område (international naturbeskyttelse), fredningen af Gravlevdalen, Lindenborg ådal og Rebild Bakker og geologisk beskyttelsesområde. Mange af arealerne i området er derudover omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af naturtilstanden. Fredningen ligger udenfor landsbyafgrænsningen, mens dele af Natura2000 området samt de øvrige udpegninger omfatter hele eller dele af landsbyen.

Anders Bundgaard

Naturen er så at sige et kapitel for sig, og jeg kunne bruge meget spalteplads blot på at beskrive den. Men også kulturen er en vigtig del af Gravlev. Som nævnt har St. St. Blicher skrevet om byen, og på byens kirkegård ligger den kendte, danske billedhugger Anders Bundgaard begravet. Anders Bundgaard blev født i Aarestrup Sogn i 1864, og er i dag kendt for Gefionspringvandet, sine udsmykninger af Christiansborg og Københavns Rådhus – og her i det nordjyske særligt for Cimbretyren i Aalborg. De originale gipsafstøbninger af hans værker kan ses, ikke langt fra Gravlev, i Thingbæk Kalkminer – et museum, som Anders Bundgaard selv tog initiativet til.

Størst er kærligheden

Lige udenfor kirken og kirkegården står en skulptur skåret ud i træ. Værket er fra 2002. Det er frembragt af Jeppe Sig Vestergaard og bærer titlen ”Størst er kærligheden” , med udgangspunkt i citatet: -Så bliver de tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. Figuren forestiller et ungt forelsket par, som står og holder om hinanden. På modsatte side af vejen står endnu en figur i træ. I sommermørket tog denne sig anderledes uhyggelig ud med sit store, næsten udtryksløse ansigt og slangeagtige formationer. 

Et gammelt sagn

Og så til det gamle sagn fra Gravlev. Det fortælles, at der engang boede to søstre i Gravlev. De var begge forelskede i den samme mand. Han ville have den yngste søster, men pigernes far modsatte sig giftermål, så længe den ældste datter var ugift. Ved en majfest gik det dog hverken værre eller bedre end at den yngste pige blev gravid med den unge mand. Hun gik nu til sin fader og forklarede ham omstændighederne, i håb om, at han da ville sige ja til giftermålet. Faren nægtede dog fortsat, og pigen så derfor ingen anden udvej end at drukne sig i en af områdets kilder. Hun havde håbet at forsvinde i vandet, men hendes lange hår viklede sig ind i nogle grene, så liget svømmede ovenpå. Faren og landsbyens beboere måtte derfor begrave hende, men på den tid kunne en selvmorderske ikke begraves på kirkegården. Derfor lagde man liget af den unge pige på en vogn og spændte to okser for. Der, hvor de stoppede med vognen, skulle graven være. Okserne trak dog vognen ind på kirkegården, men folkene ville ikke acceptere dette. De lod derfor okserne trække igen, men holdt nu porten til kirkegården lukket. Okserne standsede denne gang ved den lukkede port. Derfor begravede man pigen lige udenfor kirkegården. Men ifølge sagnet bliver en person, som begraves i uindviet jord, til en valravn – en ravn, som flyver om natten. Og ved Ravnkilde er der netop mange valravne og andre ravne – måske en af dem er den ulykkelige pige, som stadig flyver rundt i området om natten?

Gravlev i dag

Og med dette dystre, gamle sagn slutter vores besøg i Gravlev. En spændende, smuk og aktiv landsby i Rebild Kommune. Som i de øvrige landsbyer, er der noget, jeg må udelade at fortælle – desværre! Men, vi følger (naturligvis) op med spændende nyheder fra Gravlev i kommende udgaver af Vores Avis, som da vi i april beskrev en forelæsning arrangeret af Folkeuniversitetet i Aalborg og Rebild Turistforening, hvor temaet var Gravlev dalens arkæologi. Læs den her.