Oplandslisten glad for styrket bosætning i kommunens landområder

Annonce

Oplandslisten i Rebild Kommune fik på det årlige visions-seminar og generalforsamling forleden en grundig gennemgang af fremtidsforsker Jesper bo Jensens forudsigelser og visioner for Rebild Kommune: – Og selv om det, som det jo næsten altid gør for kommuner og stat, ser betænkeligt ud med økonomien, så er der også plads til lidt optimisme, fx fordi prisstigningerne på boliger i de større byer vil betyde øget udflytning til landsbyer og landområder; det passer perfekt til Oplandslistens DNA, hvor vi ønsker mest mulig decentralisering, fastslår formand Hans Jørn Sørensen.

Det var byrådsmedlem Søren Søe, der fremlagde fremtidsvisionerne fra den anerkendte forsker, og samme Søren Søe blev i formandens beretning rost for et godt og solidt arbejde i byrådet.

– Oplandslistens fingeraftryk kan ses på mange områder i det daglige politiske arbejde, – men det ville naturligvis, med en lidt større repræsentation i byrådet, kunne være endnu bedre, påpegede formanden og opfordrede kandidater til at melde sig forud for kommunalvalget i 2017.

Formanden blev genvalgt, og det samme gjorde Axel René Aubertin, Carsten Mikkelsen og Michael Steffen Nielsen.