Der er en tid til at kæmpe
en tid mest til leg
en tid er vi sammen
en tid hver for sig
en tid må vi vente
når sejlene sys
jeg tror at vi er her
for at tænde lys
tænde lys
for hinanden
( Lars Lilholt, ”For at tænde lys”, som er en gendigtning af Prædikerens Bog kap. 3 vers 1-11)
Forståelsen for, at alt under Vorherres himmel har sin tid, rammer os, når vi mister en af vore kære.
Alle de fælles tider, gode tider og dårlige tider, er da fra ét øjeblik til et andet, tider vi mindes, og der lægger sig aldrig mere nye til.
Alle Helgen er dagen, hvor vi overalt i landets kirker mindes dem, der tændte lys og lyste op i os og for os, og som ikke er iblandt os mere. Første søndag i november er der ved gudstjenesterne i Støvring, Sørup og Gravlev kirker indlagt en stillestund, hvor vi læser navnene op og mindes dem, der er døde i sognene siden sidste Alle Helgen.
De pårørende inviteres skriftligt, men alle er velkomne til ved lystænding at mindes dem, de har mistet og savner.
I kirken tændes der lys for os første gang ved dåben. Det lys er ikke bundet til tiderne, der går og kommer, men skinner for os til evig tid.
Det lys, vi tænder ved døbefonten Alle Helgens dag, skal minde os om dåbens evige lys. Det lys, der skinner i mennesker og gør os i stand til at tænde lys for hinanden.
