Borgermøde om at undgå trafikkaos i Skørping og Rebild

Annonce

Hvad enten det er i bil, på cykel eller som gående bliver man dagligt udfordret som trafikant i Skørping og Rebild byer. Borgerforeningerne i Skørping og Rebild holder derfor sammen med Skørping-Rebild Lokalråd borgermøde om de trafikale forhold og udfordringer i lokalområdet.

Mødet holdes på Kulturstationen i Skørping onsdag aften den 21.juni og er åbent for alle borgere i lokalområdet.
– Idéen er at få input fra borgerne, så vi får et bedre overblik over, hvordan man oplever byerne som trafikant. Rebild Kommune har taget visse initiativer for at forbedre trafiksikkerheden og sænke farten gennem Skørping og Rebild, men det er ikke alle steder de mest geniale løsninger, der er valgt, siger formanden for Skørping-Rebild Lokalråd, Stig Jonstrup Pedersen.
Han tilføjer, at der i naturlig forlængelse af øget bosætning i området vil endnu være flere steder med risiko for alvorlige ulykker, hvis ikke trafikken planlægges ordentligt.
Idéer afleveres til kommunen
På borgermødet vil borgernes oplevelser og idéer samles i et skriv, der efterfølgende afleveres til Rebild Kommune og/eller andre relevante myndigheder.
– Det er dermed de to byers bud på, hvor borgerne gerne ser, der gøres noget for at få en større sikkerhed i trafikken men også for at få en pænere by, siger Stig Jonstrup Pedersen.

Skoletunnel fungerer ikke

Lokalrådsformanden fortsætter: – Alle trafikanter har naturligvis et eget ansvar for at vise hensyn i trafikken. Men cyklister, der ledes ud på vejen lige før stationen, kaos ved torvet og ved den nye vejtunnel og meget uhensigtsmæssige parkeringer, tror jeg, alle kender til. Og tunnelen ved stationen fungerer jo slet ikke som en alternativ vej for de bløde trafikanter til og fra
skolen.
Lokale politikere er velkomne, men arrangørerne understreger, at borgermødet ikke er tænkt som et valgmøde:
– Vi – det vil sige borgerne – kommer med bud på, hvor og måske også hvordan trafiksikkerheden kan øges i Skørping og Rebild. Derfor er det ikke meningen, at nuværende og/eller kommende kommunalpolitikere skal forsvare tidligere beslutninger eller love nye som en del af valgkampen.
– Men de er naturligvis velkomne til at høre, hvad der rører sig på dette felt i vores lokalområde, siger formanden for Skørping-Rebild Lokalråd.
Borgermødet holdes som nævnt på Kulturstationen, i Verandaen, den 21.juni.
Det er Borgerforeningerne for Skørping og Rebild, der sammen med Skørping-Rebild Lokalråd står bag arrangementet. Tilmelding er ikke nødvendig.