Endelig: Gennembrud for REGAN Vest efter fonds-tildelinger på ialt 40 mio. kr.

0

To store danske fonde støtter nu arbejdet med at åbne koldkrigsbunkeren REGAN Vest ved Røde Mølle Vej i Rold Skov. Foreningen Realdania og Augustinus Fonden har netop doneret henholdsvis 30 mio. kr. og 10 mio. kr. til etableringen af REGAN Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum. Det er et projekt til i alt 74 mio. kr., som Nordjyllands Historiske Museum i flere år har arbejdet intenst på at realisere.

REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er som tidligere omtalt en 5.500 m² stor atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde af en atomkrig. Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan snart åbnes for offentligheden, forventeligt i 2021. 

– Vi har præsenteret fondene for fem spændende elementer i det nye museum, som tilsammen vil give publikum en totaloplevelse og en meget fascinerende fortælling om ikke bare Danmark, men i særdeleshed danskerne under Den Kolde Krig. At de nu vælger at støtte os med to så generøse donationer, ser vi som en fornem blåstempling af projektet, siger en glad museumsdirektør, Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum.

Vores Avis vil i den kommende tid fortælle og vise meget mere fra det fantastiske anlæg, som kan tilføre Rebild/Himmerland-området en hidtil uset turist-magnet.

FOTO:

Det beskedne indgangsparti til det imponerende anlæg.

Share.

Der er lukket for kommentarer.