Festlig grundlovsfest med stort menneskemylder
Sortebakkeskolen i Nørager havde stort rykind – eller måske snarere ”rykud”, idet vejret var aldeles fremragende – da skolens tradition med stort grundlovsmøde forleden blev videreført: Trods søndag myldrede det med elever, forældre, personale og andre interesserede, så det summede af liv og glade dage fra først til sidst.
0.-5.-klasserne havde lavet sjove boder med fx fiskedam, dåsekast, enarmede tyveknægte, stangfodbold, svampekast og badminton, og forældrene til Sortebakkeskolens syriske børn i modtagerklasserne bidrog med smagsprøver på deres spændende nationalretter.
Nøragers lokale foreninger sørgede for aktiviteter for 6.-8. klasserne, med rigtig mange elever fra Haverslev-Ravnkilde Skole som aktive gæster og deltagere i floorball, golf, beach-håndbold, dans, bueskydning, crossfit, airtrack mm., – det så ud til, at begejstringen velfortjent nok kan ”kaste nogle nye medlemmer af sig” til de lokale foreninger.
Gert Rubæk fra det lille, lokale og meget aktive Boldrup Museum lavede redekasser til fuglene sammen med interesserede, og Rebild Ungdomsskoles Rebild Syd havde taget deres flotte gule retro-campingvogn med. 2., 4. og 5. årgang leverede sammen med Kulturskolen i Rebild grundlovsfestens musiske indslag med sang, dans og musik, og dagens grundlovstaler var byrådsmedlem Jeppe Ugilt Hansen, som selv har været elev på Sortebakkeskolen og nu er far til tre af skolens elever. Han tog udgangspunkt i de rettigheder, Grundloven giver, og som alle bør bakke op og værne om, – og naturligvis blev der også plads til nogle sjove anekdoter fra hans egen skoletid..!