Fra Udkantsdanmark til Udviklingsdanmark

Annonce

Forledenn var der borgermøder i alle 11 nordjyske kommuner. TV2 Nord og P4 Nordjylland satte i samarbejde med kommunerne fokus på fremtidsudsigterne i Nordjylland ved at stille spørgsmålet: Hvad nu Nordjylland? Møderne forløb med oplæg efterfulgt af debat mellem tilhørerne, som kunne komme med deres bud på, hvordan deres kommune kunne optimeres til succes i fremtiden. De fleste steder var der fokus på, hvordan man kunne tiltrække flere borgere til kommunen. Flere steder måtte man – som i Rebild Kommune – hente flere stole ind, da der var stor interesse omkring møderne, – og heldigvis med både unge og ældre deltagere.

Udviklingsdanmark 

I Vesthimmerlands kommune var borgermødet omdøbt til borgerfest. Borgmester Knud Kristensen opfordrede til, at man så muligheder frem for begrænsninger. Han håber desuden personligt, at landsdelen kan skifte betegnelse fra Udkantsdanmark til Udviklingsdanmark. Borgermødet i Vesthimmerlands Kommune blev holdt på Vitskøl Kloster.

Læsø kommune 

Landets mindste kommune, Læsø, holdt ligesom de øvrige nordjyske kommuner borgermøde. Her var 40 mennesker samlet i et telt på havnen. Det var lidt færre end øens borgmester havde håbet på. Hoved-fokus var den store fraflytning. Ca. en fjerdedel af beboerne er flyttet fra øen, og der frygtes yderligere fraflytninger, da øen har et af landets højeste ledighedstal. På positivlisten var, at øen har udsigt til billigere færgebilletter i vinterhalvåret.

Forskelligt fokus 

Aalborg bliver nok af de færreste betragtet som udkant. Aalborg kommune havde dog valgt at sætte fokus på byområdet Aalborg Øst. Ugen op til borgermødet var borgmesterkontoret flyttet midlertidigt til Aalborg Øst. Overskriften for aftenens borgermøde var derfor: Hvad nu Aalborg Øst? Jammerbugt kommune havde fokus på kultur, Morsø kommune havde inviteret to fremtidsforskere som oplægsholdere, og i Brønderslev kommune satte man fokus på vækst i Brønderslev kommune.

Massiv radiodækning – og TV2 Nord                              

DR-P4 Nordjylland havde sendt 8 reportere til møde. Tilsammen dækkede de borgermøderne i 9 af regionens i alt 11 kommuner. Der blev sendt live fra møderne i følgende kommuner: Rebild, Vesthimmerland, Hjørring, Jammerbugt, Morsø, Frederikshavn, Aalborg, Brønderslev og Læsø. Der var møder i alle 11 kommuner i Region Nordjylland, og dermed dækkede P4 Nordjylland næsten alle møderne. Kommunerne står med forskellige udfordringer, og derfor var der valgt forskellige temaer for møderne. Fælles var dog, at stort set alle kommunerne i deres tema havde et element, der handlede om at tiltrække flere unge og børnefamilier til kommunen. Herunder også at få unge, som er opvokset i kommunen, til at flytte tilbage, når de har færdiggjort deres uddannelse i en af landets storbyer. Aftenens radioudsendelse bød også på en quiz om Nordjylland, hvor lytterne kunne vinde bogen ”Turen går til Nordjylland”. Aftenens vært havde desuden udvalgt indtil flere sange, der handlede om at være vokset op i en mindre by, fx ”Er der liv på Mors?” og ”Udkantsdreng”. De udsendte journalister var gode til at udvælge interessante personer, som gav interviews i løbet af aftenen. Bl.a. en tilflytter fra København, en iværksætter, rollespillerne fra Rebild Kommune, aftenens yngste deltager, en ildsjæl og Anders Breinholt (kendt fra Natholdet på TV2), som var konferencier i Hjørring. TV2 Nord deltog ligeledes i den direkte dækning af en del af borgermøderne i torsdags.

Bente Vinter Jensen

[email protected]Reklamelink